„Ach was will das helfen, mischt die Liebe
Nicht ein Tröpfchen ihres Balsams drunter?
Göthe.”
Du, hvem jeg elsker, du, som ej er til, —
Du Videnskab, du Kunst, du Ven — Veninde!
Hvis rette Form min Leden ej kan finde,
Hvis Skygge kun jeg saa i Drømmens Spil; —
Hvorlænge skal jeg vanke som iblinde?
Hvorlænge tæres af uslukket Ild? —
Min Barm af Elskov svulmer, alt jeg vil,
Men den, for hvem jeg vil, jeg ej kan finde! —
Et Væsen jeg saa gjerne vilde binde
Fast til min Sjæl for Tid og Evighed.
Tidt prøved jeg ved trofast Kjærlighed
Og ivrig Attraa mig en Ven at vinde,
Og gjøre ham til min og mig til hans; —
Jeg fandt ham ej. — I broget, livsglad Dands,
Naar Hjertet smelted hen i Toners Hav,
Naar Kinden brændte, medens Læben tav,
Naar Armen hviled ved et skinsygt Belte,
Der vandt sig om en blomsterfrodig Barm;
Da mærked tidt jeg ikke Dandsens Larm, —
Mig syntes alt i Harmonier smelte,
Jeg tro’de gjennem Lydens Bølger velte
Ustandset frem med hende fast i Favn
Til aldrig smagte Saligheders Havn. —
Men naar ved Turens Ende hun sig koldt,
Med Kompliment rev ud af mine Arme;
Naar hun da tavs og stolt
Til Is forvandled pludselig min Varme,
Da stod jeg der, som vaagnet efter Rusen
Som den, der vækkes af en Drøm, hvori
Al overjordisk Glædes Trylleri
Han nød, berørt af Englevingers Susen; —
Han farer op og seer sig vildt omkring,
Han gnider Øjet, nu det atter lukker,
Nu Hovedet i Puden atter vugger;
Nu slaar han Blikket op, og med et Spring
Han farer op — og ærgrer sig og sukker,
Da klart han seer, hans Fryd var — ingen Ting.
Han føler end sig stedse kun sat hen
I den prosaisk selvforlibte Verden,
I Hverdagslivets smaalig usle Færden,
Hvor oftest ingen tænker paa sin Ven,
Endsige for paa hans, end egen Fordel, men
Først paa sig selv, sit Guld — og saa paa den
Maaske, som her i Livet
Har ham sit Hjerte, har sit alt ham givet.
Saa gik det mig og mangen Taare trilled
I Hjertemørkets Ensomhed, —
I Nattens Stund ad mine Kinder ned;
Men Taaren ej den dybe Smerte stilled.
Engang jeg kjendte dog et yndigt Billed
Af Støv som jeg, — der gav mig Kjærlighed,
Der skjenked mig et Dyb af himmelsk Fred,
Der lod mig føle Aandens fulde Kraft
Midt i Hengivelsens forklarte Slummer,
Der lod mig glemme Fremtids Kummer,
For Øjeblikkets søde Nektarssaft —
Den Gudervin, hun lod mig drikke
Af sine varme, himmelklare Blikke, —
Der lod mig ane Paradisets Fryd
I barnlig Uskyld — i en Kvindes Dyd, —
Der gav mit Hjerte Ro, min Villie Renhed
Og smelted hen med mig til hellig Enhed! —
Men ak, hvor blev du af min Ungdoms Glæde?
Svandt ogsaa du som Nattens korte Drøm?
O Pige, du som var saa god og øm,
Som aanded ildfuld Styrke i min spæde,
Men foraarsfriske Sjæl og frodigt Liv
Ved Kjærligheds guddommelige Bliv —
Du svandt, alt svandt — og jeg forladt maa græde
Min Smerte ud i Ord, som Taarer væde. —
Forladt jeg stod, og ingen mere kjendte
Den tavse Ungersvend med bleget Kind,
Som vanked om med stille, frygtsomt Sind
Og var en fremmed, hvor han Fjeddet vendte. —
Da greb din Almagt mig, o Poesi.
Hos dig jeg Lise fandt for al min Kvide;
Du lærte mig at det er sødt at lide,
Naar vi for Brødens Byrde veed os fri. —
Med Ildtørst drak jeg af de store Kilder,
Og ukjendt Liv flød gjennem alt mit Indre;
Med andre Blikke saa jeg Stjernen tindre,
Saa Guddomsaanden, som i Støv sig hilder.
Da glemte tidt jeg, hvad mig for bedrøved,
Ja, Sorg er ikke til i Kunstens Rige;
Dog aldrig ganske glemte jeg den Pige,
Som Skæbnens Villie mig saa tidlig røved.
Bestandig længes jeg og savner noget,
Som Venskabs Haandtryk aldrig dog erstatter,
Saalidt som Musens Graad og Musens Latter.
Bestandig føler jeg, forgjæves Sproget
Vil sige Hjertet, hvad det er at miste
Sit Væsens Helhed, og dog ej at briste.