En Aften Vand jeg hented paa Piazetta,
Da kom den smukke Mocenigo did,
Og talte venlig til mig: „Biondinetta!’
„Veed du, at Madonna uden Lyde
Formede din lille Haand og gav dig
Store Øine, som til Kys indbyde?
„Veed du dernæst, at jeg finder det,
At din Hals og dine fine Skuldre
Vand maae bære, det er langtfra Ret!
„Følg mig, alt du bærer Skjønheds Krone, —
I et Slot beklædt med Speile skal
Ved min Side du som Dronning throne!” —
En Dag da jeg ved Brænden hented Vand,
Den store Titian mig sagte hvisked:
„Ei Pensel gives, som dig male kan;
„Og dog, ved Solens Lys, vil du mig give
Blot et Minut, at tegne din Profil,
Jeg lover, du udødelig skal blive!”.
Nys selv vor Doge paa mig Øie fik
Fra sit Pallads; strax ned paa Marcopladsen
Han steg, og sagde med et huldrigt Blik:
„Hør, o Biondinetta, hvad jeg tænker:
Seer du denne Ring, imorgen jeg
Den i Adriaterhavet sænker —
„Smykt med Kronens Guld imorgen jeg
I Triumf af Bucentoro bæres
Paa Canalerne, ad Ærens Vei;
„Dog, — hvis du min Ægteviv vil være,
Ved San Marco! strax jeg for din Fod
Lægger ned min Kongemagt og Ære!”
Men den brave Biondinetta gaaer
Leende sin Vei, og af de Trende
Hver af hende dette Svar kun faaer:
„Store Speiles Glands mit Blik forvirrer, —
Nok jeg har af det Portræt, jeg seer,
Naar i Kildevældet ned jeg stirrer:
„Ingen Kongepragt mig frister saa,
Ingen Diamant mig synes funkle
Skjønt som min Toninos Øie blaa.
„Og jeg for hans Gondol fra Piazetta
Glad Alverdens Throner gav, naar han
Roer i den sin elskte Biondinetta!”