P.L. Møller (1814–65)

De skjelmske Smiil og Gratiens lette Former,

        Og Kjærlighedens Blomst, den lyse, blaa,

        Tonernes skjønhedsrige Farvespil,

Og Lunets Duft, som trodser kolde Normer,

        Er hulde Genier, som fra Lyset gaa

        Med gode Guders Trøst og Livskraft til

De dødeliges Sind, naar vildt det stormer,

        Naar mat og indholdsløst det sygne vil.

Men Menneskets til Støvet bundne Flamme

        Kan Aanden ej optage blot som Aand;

        Den maa forløses ved en jordisk Røst:

Kjød af vort Kjød, saa fordrer Adams Stamme.

        Derfor i Ord og Læber, Blik og Haand

        Kun Aanderne kan bringe Jordens Trøst.

Mest Fryd er, naar de alle fra det samme

        Par Øjne møde os, — fra samme Bryst.

Og hun, som nys forlod os — hvo kan dølge

        Den varme Vemodstaare? — var ej hun,

        De hulde Geniers Tolk, en Taare værd?

O straaled de som i en spejlklar Bølge

        Ej sødt fra disse Blik, fra denne Mund?

        Og hende, vi saa tidt tiljubled her,

Ej Savnets Klagesuk did skulde følge.

        Hvor Psychen spreder ud sit Vingeskjær? —

Nu hersker Sommeren, den glade Sommer;

        Og Rosenalfen, som fra hendes Kind

        Forjaget blev, med stille saaret Sind

Kun bygger hos en Gravhøjs tavse Blommer.

        Men Templet hist paa Torvet lukket staar;

        Knap Mængdens tankeløse Blik det naar.

Den nyder det, som er og det, som kommer,

        Og glemmer, hvad vel svandt, men ej forgaar.

Naar Høstens Gud, med Dage mere korte

        Os gjæster, vender Længslen fra den fri

        Natur til Kunstens Himmel sig igjen;

Da aabnes atter Helligdommens Porte.

        Du træder ind. I herlig Harmoni

        Et Flor af Aandens Blomster bølger hen, —

Dog een du savner. Ak dens Duft er borte.

        Kun din Erindring fromt bevarer den.

Men hvis du dvæler end og Øjet leder,

        Naar alt er mørkt og tavst, en blid Musik

        I Drømme vil dit Sind tilaande Trøst:

Hvor Skyggen bag Kulisserne udbreder

        Et mystisk Slør for det profane Blik,

        Mens Kunstens Alfer sig forsamle tyst,

Besøger hendes Aand de kjendte Steder,

        Og fra de smaa der gaar en dæmpet Røst:

        „Lad disse Toners lette Kor

„Kjærtegnende dig omslynge.

        „En øm Melodi, et venligt Ord

„Her til dit Minde vi synge.

        „Den sceniske Kunst som den skummende Vin

„Er indskrænket til Momentet;

        „Den selv ej paa sit højeste Trin

„I synlige Spor sig prented.

        „Derfor skal Ordets Poesi

„Og Sangenes Hjertetone

        „Forene sig smukt i Sympati

„Dig til en usynlig Krone, —

        „Hvis Glands, i Folkets Bevidsthed lagt,

„Skal Glemslens Mørke bryde,

        „Hvis Klang end længe med hellig Magt

„Paa Folkets Læber skal lyde.”