Duften er mørkeblaa, og de smaa hvide Skyer
Sig tegne kraftig af imod den dunkle Grund.
Et Pust af Lys og Hede henover Egnen flyer,
For Solen gaaer bag Bjerget til sit natlige Blund.
Hist staaer en mosgroet Klippe, her om en Pinie slynger
Sig Caprifolien med sin bedøvende Duft;
Hist ruller Floden stille, den sidste Straale gynger
Coquet sig der paa Speilet af den zittrende Luft.
Nu Skyggerne forlænges, og snart den første Stjerne
Forkynder mildt, at Dagen og dens Dont er forbi. —
Af Qvægets Brøl og klokkernes Ringen i det Fjerne
Sødt lyder Klangen som en ovidisk Elegie.
En Hund i Dalen bjæffer, og Frøerne klukke
Omkaps med Landsbypigerne som sladre og lee;
Men henaad Stien, hvor sig Roserne nu lukke,
Her faste Fodtrin høres, hvo kommer hid? — lad see:
Et Æsel! — fra to Kurve, som paa dets Sider hænge,
To Børnestemmer skrige: hyo! Graaskjæg, hyo!
En Bondekone tysser ad de to muntre Drenge,
Et buona sera lød, mens til Glutterne hun loe ...
Nu falder Mørket hurtigt, og over Mark og Enge
Nedstiger pludselig en paradisisk Ro.