— — — — — — —
Over dit Hoved Stjerner ile,
Trindt bølger Livet som en Drøm.
Omsonst du sukker efter Hvile, —
Du standser ikke Tidens Strøm.
Forgjæves Lykken du paakalder,
Betrængte, stakkels Vandringsmand;
Ei meer fra Himlen Manna falder,
Af Klippen springer intet Vand.
Din Part af Livet — ei du vente
Paa den i Taalmods Lethargie:
Fremad! — du maa dig selv den hente,
Hvis ei, den iler dig forbi! —
— — — — — — —
Du vil et Maal, en Ledestjerne —
Lyt ei til Mundsveir, forsk og skue:
Og svigter Lyset i det Fjerne,
Saa vend dig til din egen Hu!
Sin Lov Naturen i dit Hjerte
Har skrevet — hvis du ei fandt Trøst
I hvad du hørte, hvad du lærte,
Saa lyt til denne indre Røst.
Den siger: „Uden Rast og Hvile,
Med Sjælens Ild, med Armens Staal,
Skal du som Ahasverus ile
Mod det ukjendte, fjerne Maal;
Og evig hige, evig stride,
For Lykkens Sol at komme nær;
Og ikke troe og ikke vide,
At denne Higen Lykken er.”
— — — — — — —
Gud dyrkes ei med fromme Miner,
Med Munkebøn, med foldet Haand
Af tause, stirrende Braminer, —
Nei, men med Daad og munter Aand:
Som Planten op fra Jorden higer
Med freidig Kraft, livfuldt og smukt,
Og ei for nogen Modstand viger,
Men blomstrer, dufter, sætter Frugt.
— — — — — — —
— — — — — — —
Fremad! ustandset frem! — saa byder
Trindt Universets tause Røst,
Og hvert Sekund hiint Bud gjenlyder
Som Hjerteslaget i dit Bryst. —
Men vil du gruble, løse Gaaden,
Før du begiver dig paa Vei, —
Da bort fra Kysten glider Baaden,
Den ikke venter efter dig. — —
See, Stjernen, som i Rummet dandser,
Ei spørger: hvad, hvorfor, hvorhen?
Den veed, hvis tvivlende den standser,
I Dybet knust nedstyrter den.
— — — — — — —
— — — — — — —
Udfold da kjækt din Tankes Vinge,
Og dristig Armens Sener prøv!
Med hiin du dig mod Lyset svinge,
Med denne Bølgens Brænding kløv! —
Blev du et Stadium tilbage,
Spring over den nedtraadte Vei;
Kun Daaren tæller tabte Dage,
Betænk dig ei, spild Tiden ei!
Hvert Element du dig tilegne!
Er Veien steil, har Klippen Rift,
Saa kryb — men ei du modløs segne:
I Hvilen lurer Dødens Gift.
Dit Blik til hver en Kraft du strække,
Som slumrer i Naturens Skjød. —
Arbeid, og lad dig atter vække
Til Daad af næste Morgenglød.
Lad Hamren slaae, lad Dampen stige!
Sving dig mod Sky, huul Fjældet ud!
Hent Guld af Dybets mørke Rige,
Hent det af Markens gyldne Skud!
— — — — — — —
Du Rigdom vil, hvo tør det laste? —
Dog gjærrig rug paa Skatten ei,
Sov ei med koldt, selvkjærligt Sind
Paa Lykkens Silkebolster ind;
Men af din Overflod du kaste
En Regn af Roser paa din Vei! —
Hist Broderkys til den, som lider,
Her Brød til den, der intet har, —
Lig Kilden, som hvorhen den glider,
Alt lædsker med sin Bølge klar.
— — — — — — —
Fornægt ei feigt din Ungdoms Drømme,
Og kald dem ei et tomt Bedrag:
Ved Villiens Kraft i Livets Strømme
Du dem gjenfinde skal en Dag —
Ei som den Rosensky, der daled
Engang til dig fra Lysets Kyst;
Du selv skal forme Idealet
Til Daad af Drømmen i dit Bryst!
Det slumrer der — en yndig Qvinde,
Bevogtet af en Troldehær,
Der som et Blændværk skal forsvinde,
Naar kjækt du drager Villiens Sværd.
Hvor Blodet bør til Hjertet stige
Af hellig Harme — suk ei svagt:
Ei for at ynke og undvige,
Blev Sandsen i din Sjæl nedlagt.
Det Ondes Magt, det Skjønnes Fjender,
Som hade frit og ædelt Sind, —
Lad Flammen i dit Bryst, der brænder,
Dem fælde som en Hvirvelvind!
— — — — — — —
— — — — — — —
Naar saa den Aand, dig blev forlenet,
Du har med Frihed præget ud,
Og ei som en Chrystal, forstenet,
Du saae paa Livets Gjæstebud;
Naar du med Kjærlighed og Smerte
Har Alt omfattet, nydt, erkjendt —
Med Verdensloven i dit Hjerte
Dit Kredsløb ogsaa du har endt;
Og naar de sidste Kræfter vige,
Naar Hjertets sidste Glød er slukt:
Da kan du hvile ud, og sige,
Mens Sjælen slumrer, før den stige
Skal paa sin sidste, dunkle Flugt:
„Jeg brugte Kraften, som var givet
Mig af Naturens Guddomsvæld,
Jeg gik ei sporløs gjennem Livet,
Jeg blomstred og bar Frugt — Farvel.”