I Nord, i Nord, kun Iis og Taager svømme,
Og Tankerne er dunkle Vinterdrømme. —
Saa taler Sydens Søn med Skræk og Fryd;
Og dog udgik fra Taagerne i Norden
Alt mangt et Glimt, som lyste over Jorden,
Og dristige Søhelte kom som Torden
At rense Luften i det slappe Syd.
Nei, Livet er ei dødt i Kuldens Zone,
Hvor Nordens Dronning sidder paa sin Throne
I Sneens kongelige Hermelin.
Der end hun fostrer hine blonde Qvinder,
Som fjernt fra Negersolens Glød, der blinder,
Trofast bevaret har paa Bryst og Kinder
Urslægtens Liliefarve og Karmin.
Men naar, om og lidt silde, Solen kommer
Og bringer til vor Dronning Sydens Sommer,
Da kaster hun sin hvide Kaabe bort;
Ved hendes Fod en Rosenflor udspringer,
Og Bøgen grønnes, og naar Røsten klinger
Af Nattergalen, dobbelt Glæde bringer
Den her, fordi dens Ophold kun er kort.
Den Kraft, som ulmer lønlig under Jorden,
Og voxer langsomt, — i Naturens Orden
Har dobbelt Liv og dobbelt friske Skud:
Som Frugten her og Hjertet modnes silde,
Det slumrer længe tyst som Livets Kilde,
Men engang tændt, dets Lue som den stille
Nordstjerne slukkes først med Døden ud.
Derfor, o Syd, tal i ærbødig Tone
Om Nordens Dronning paa den fjerne Throne
I Sneens kongelige Hermelin:
Du, som ved yppigt Liv dig lod forkjæle,
Livstræt og mat — kom hid en Stund at dvæle;
Vort Hav er frist og klart, og sløve Sjæle
Dets Pust opliver som en ædel Viin.