Den Blomst, som spirer paa din Vei,
Og Myren i sit Arbeid ei
Du med din Fod nedtræde!
Det Barn, som smiler til dig glad.
Og kjærligt om et Kys dig bad,
Afslaae ei denne Glæde!
Hist du et æsthetisk Mord begaaer,
Og her — den første Smerte,
Den første Bitterheds Sæd du saaer
I et uskyldigt Hjerte.
II.
Hvis en virkelig Dom om en virkelig Bog
Du i en Kritik vil fæste,
Begynd med en Kritik af dig selv
Dengang du Bøgen læste.
III.
Ak Ingen dog, før han er gift,
Veed hvad Fornuft vil sige:
Min Ven, hvis Hjerte fik en Rift
Før ved hver yndig Pige, —
For practisk Blik og sund Forstand
Den Fusentast, fortjener han
Nu Præmie og Krone;
Thi dengang han blev Enkemand,
Han gifted sig igjen paa Stand,
Men med en døvstum Kone!
IV.
I Politik stol ei idag
Paa hvad „Igaar” dig loved:
Hør Alles Mening med Behag,
Og følg dig eget Hoved.
V.
Ret til politiske Meninger
Om hvad der begiver sig hist og her,
Om Alt hvad vi læse, høre og see,
Om hvad der bør skee og ikke skee,
Har du som enhver Philister;
Men bryd dig ei om din egen Dom
VI.
I, unge, skjønne Qvinder,
Tillader mig en Stund
At standse og at stirre
Paa Eders Kind og Mund!
Mens I forbi mig glide,
Fremblomstre Minder blide
Som Roserne i Mai;
Men naar Minuttet svinder,
Lad mig med mine Minder
Ustraffet gaae min Vei!
VII.
Frihed! ei fra din Himmel som Klang,
Men som levende Aand du dale:
Som Frihed til Daad, til Liv, til Sang,
Som Frihed til Skrift og Tale!
Men Friheden med bestemt Artikel,
Og Friheden som abstrakt Partikel,
Og Friheden til paa alfar Vei
„Friheden leve!” at skrige.
For denne Frihed jeg bytter ei
Min Skjønheds despotiske Rige.
VIII.
Som Barnet i sin Vugge,
Som Frugten paa sin Qvist,
Saa er hvert jordisk Haab:
Et Pust kan Livet slukke,
Som venlig smiler hist;
En Vind kan Frugten plukke,
Før den fik Solens Daab.
IX.
Husk, Livet er som et Venskabsbaand,
Der næste Time kan brydes;
Bortstød ei ærlig Fjendes Haand,
Naar den dig ærlig bydes!