Blond er Nordens bolde Søn,
Blaa hans Øjes Flamme.
Blade skyder evig grøn
Odins gamle Stamme.
Hil dig Nord, med Kraftens Børn!
Med dit Ord, det rige!
Gid din Aand som løsnet Ørn
Stolt mod Lyset stige!
Ishavs Kæmpeklippe, som
Gjæv, i Sagn og Sange,
Gjemte Nordens Helligdom,
Sku mod Sydens Vange! —
Vælsklands Datter stille staar,
Undrende beskuer
Kunstneren, som hædret gaar
Under Romas Buer.
Klar og klangfuld Stemmen er
Paa de norske Fjælde,
Som Naturens Farve der,
Skjøn med al dens Vælde.
Sølvermalm i dyben Grund
Gjemmer stendækt Ager,
Men dets Klang i Nordmands Mund
Herlig sig gjentager!
Svenske Kvindens Tale fuld
Er af Aandens Sødme;
Lidig, kvægende og huld,
Blid som Kindens Rødme.
Ingen yndig kan som hun
Sjunge Frithjofs Sage,
Og i svenske Tungen kun
Kvad, saa troer jeg, Brage.
Midt imellem begge staar
Dog de søde Toner,
Naar en ægte Sanger slaar
Under Bøges Kroner, —
Her, hvor Skov med Strandens Luft
Friske Krandse fletter,
Her i Fredens Blomsterduft
Paa de gyldne Sletter!