I.
Jeg elsker et bevæget Liv,
Hvor Kraft mod Kraft sig rører.
Selv, hvor der flammer blodig Kiv,
Hvor Mars sin Stridsvogn kjører,
Hvor Kuglen skiller Mast og Raa,
Der føler jeg mit Hjerte slaa,
Fast som det briste skulde.
Hvor i Geledder Folket stolt
Staar mod Tyrannens Slaver,
Og spiller mod den haarde Boldt,
Som Kjød fra Benet gnaver, —
Naar Sejrens Krone Frihed er
Da gløder det saa selsomt her,
Her, hvor mit Hjerte hviler.
Som Barn min Aand begejstret-varm,
Glad utaalmodig bæved,
Da sig den vakre Grækerarm
Mod Tyrkepander hæved. —
For hver den kløved, steg mit Haab
Om Frihedsbarnets nye Daab
I Friheds ældste Vugge! —
I Tanken over Fjæld og Hav
Som Væring did jeg ilte —
Det skjønne Land, hvor Skjønheds Grav
Vemodig til os smilte. —
Men kun en Klage Trøsten var,
Dengang de stærke koldt beskar
Et Liv, der ej var modnet.
O lad mig glemme Polen, som
Brød atter sine Lænker! —
Den stolte Frihedssnekke kom
Tilkort mod Magt og Rænker.
Du sank — et blodbestænket Vrag,
Og Skib med Mast og Tov og Flag
Svandt i de dybe Bølger. —
Med dig sank dine Sønner hen,
Med Polens Navn paa Læben,
Og Trældoms tavse Død igjen
Begrov den høje Stræben. —
Da dukked Frihedsrosen op
Og udsprang som trefarvet Knop
Ved Seinens Blomsterbredder!
Et Ry gik vidt ud over Land,
Selv til Siberiens Sletter,
Hvor dybt betrængt den polske Mand
Som Slave Griskhed mætter:
„Fra Frankrig lyner Trældoms Død” —
— Og frosne Sne blev til en Glød,
Der varmed Haabets Anker.
Men Røsten var som Ørknens Sand, —
Saa let som franske Hjerter.
Fortvivl! ej har du polske Mand
Et Hjem for dine Smerter. —
Fortvivl, du er en banlyst her,
Dit gode Sværd dig røvet er,
Dit Navn, dit Land, din Hytte!
II.
Jeg elsker et bevæget Liv,
Hvor Kraft mod Kraft sig rører!
Selv, hvor der flammer blodig Kiv,
Hvor Mars sin Stridsvogn kjører,
Hvor Kuglen skiller Mast og Raa,
Der føler jeg mit Hjærte slaa.
Fast som det briste skulde.
Anden April du skjønne Grav
For Danmarks unge Glæder!
Du Blomst paa det sortladne Hav,
Som dufter med evig Hæder! —
Træd tidt for Sønnerne glandsfuld frem,
Mind dem om Livets rette Hjem,
Om Kraft og Kamp og Frihed!
Thi Liv er Kamp og Kamp er Liv:
I Kamp med alt jeg svæver. —
Ved hver en Helte-Tidsfordriv
Mit Hjerte henrykt bæver, —
Hvert Øjeblik til Kamp bered
Mod den, som krænker Retfærds Fred,
Eller sover Fordoms-Søvnen.
III.
I Danmark rulle Fredens milde Vover
Med sagte Rislen over Tvedragts Grav,
Og ydre Trældoms Sky ej graaner over
Det rolige, det sommerblanke Hav. —
Men spørger du, om ikke Danmark sover,
Om af besindig Kraft ej Sløvhed gav
Det Skin? — jeg svarer nej, og glad jeg sejler
Paa Bølgen, hvor det stolte Haab sig spejler.
Der rører sig i smaa, men tætte Masser
Et yngre Liv, en dybt bevæget Aand.
Mangfoldig formet gjennem Livets Klasser
Afkaster Aandens Fønix sine Baand.
Mod alt, hvad ej til Tidsideen passer,
Jeg hævet seer med Flammesværd en Haand.
I Landets Hytter, ved Athenes Lampe
Indkæmpes Aandens hellige Frihedskampe!