Jeg stod en solklar Dag paa Sverrigs Kyst,
Hos Gran og Fos og Fjæld. — Men som en fremmed;
En fremmed. — Nej, den skjønne Sveas Bryst
Med herlig Bølgen minded mig om Hjemmet.
Det var som smilte hendes luftblaa Blik,
Som fra den Mund, hvor Ynde har sit Sæde
Det lød „velkommen,” og med gjæstmild Skik:
„Gak ind nu til din Længsels Maal med Glæde.”
Nej aldrig vil jeg hedde fremmed, hvor
Med Skjaldesang som danske Fugletoner
Jeg er fortrolig; — hvor Apollos Kor
Har flettet alt saa mange Laurbærkroner;
Hvor tidt mig Bellman trylled og Tegnér
Med Viddets Sang og Skjønheds Melodier,
Stagnel og Almqvist, Atterbom og fleer,
Hvis Harpe klinger og hvis Harpe tier.
Se derfor drog fra Bølgerne, som sukke
Ved Bøgens Fod saa bly til evig Tid,
Fra Holbergs muntre Skueplads jeg hid,
Fra Evalds, Øhlenschlægers, Heibergs Vugge.
Og overalt mig mødte hjemlig Duft
Af nordisk Liv. Er jeg da ej blandt Brødre?
Var ikke Sundets Vove, Nordens Luft,
Dens muntre Aand ej vore fælles Mødre?