Held den, som paa sin Ryg har faa’t
Af Livets Tamp de syv og tyve:
Med Blodet roligt, sundt og godt
Han leer ad os, der endnu flyve
Med Letsinds Luftballon fra Sky
Til Sky, og Luftkasteller bygge;
Held ham især, hvis han fandt Ly
I Elskovspalmens Skygge!
Ej er han fri, men himmelsk sød
Er jo hans Trældom uden Spørgsmaal.
Naar vi har knap det tørre Brød,
Han langer til sin Kones Smørskaal.
Naar runken Pebersvend med Nød
Til Bankekjød for sig har Peber,
Saa banker han sit eget Kjød
Med faderglade Næver.
Gift Mand — i talrig Podekreds,
Med Mønt, med glædeglattet Isse;
O Fryd, blot Tanken med Tilfreds–
hed kildrer hver en Nervespidse.
Dog „holdt, forvovne Gejst,” omkring!
Hold over Orden selv i Sange;
Gjør intet kronologisk Spring
I Visens Tankegange!
Held den, der med en frejdig Aand
Seer Attestasens Gab for Næsen,
Seer Dybets Udyr, Haud og Non,
Og blæser stolt ad deres Hvæsen;
Som springer til, paa Sejren vis,
Og sidder flux paa Embedsfolen,
Der vrinsker højt: „Laudabilis,”
Og fører ham paa Stolen!
Held ham, hvem Livets Prosa kan
Ej til Prosaiskhed nedtynge,
Held Fuglen, som steg her i Land
Med Sang om Als’s Blomsterklynge!
Held ham, som har en trofast Skat
Med Sjæl, med Mund, med Bryst og Hjerte,
Som Aar for Aar beviser, at
Hos Amor hun studerte!
Som digterisk Gemyt, som Ven
En Skare pæne Mænd dig prise.
Som Nabo prises du af den
Person, som digted denne Vise.
Idag forstyrred første Gang
Du mine Morgendrømmerier,
Saa det i Væggen svier.
Giv Puns i den Anledning! — Hals
Kun synger daarlig uden Væde.
Besku med Naade, Søn af Als,
Dem, som din Storhed her bekvæde!
Lad brat, naar Tonerne hendø,
Os efter Glasset krumme Fingre,
Da skal for dig og for din Mø,
Et rædsomt Hurra skingre!