Alfarabi fra Faráb,
Meget nær ved Turkestan,
Fra Faráb, hvorom det ei
Afgjørt er, om rettest Land,
Eller Stad, det kaldes bør, —
(En Dagreise langt det er,
En Dagreise er det bredt;
I det Rum, saa vidtstrakt, der
Ei blot findes Stad og Park,
Men og Skov og Agermark,) —
Alfarabi fra Faráb
Var vel Tyrk af Fødselen,
Dog den største Philosoph
Den Tid i Arabien.
Ikke blot hver Videnskab,
Som udfordrer Kløgt og Mod,
Kjendte han, endog hver Kunst
Som en Mester han forstod.
Paa Guitarren spilte han
Saa forskjellige Toner tre,
At han ved den ene strax
Publikum fik til at lee,
Med den anden dernæst han
Alle til at græde fik;
Ved den tredie derimod
Søvn tillukked hvert et Blik.
Underfulde Philosoph,
Hvor han kjendte Mennesket! —
Lee og græde, deraf træt
At indslumre, — er ei det
Menneske, dit Levnetsstof? —