Nytaarsaften
(1842–43)
(1842–43)
Havet foragter den Feige, den Sløve,
Som over Dybet ei Strømmen kan kløve,
Sænker ham koldt i sin uhyre Grav.
Den, som tør freidig i Bølgerne springe,
Og som de brusende Magter kan tvinge,
Stiger forynget og styrket deraf.
Aaret er Havet, hvis svulmende Bølger
Døden og Livets Fornyelse dølger
Dybt i sit evig omskiftende Væld.
Styrt dig derud kun og vrist fra Minuttet
Hvad i sit Skjød det har lønlig indsluttet;
Da skal du høste det sødeste Held.
Aaret er Møen, som brænder og savner:
Kun, naar du mandig og kjækt hende favner,
Bøier hun sig for dit Hjertes Begjær.
Men hvis du bæver og vakler og frygter,
Som en Gazel for din Attraa hun flygter,
Indtil for evig forsvunden hun er.
Aaret en Gud er fra Hedenoldstiden:
Stor er hans Magt, men hans Retfærd er liden,
Lunefuld deler han Gaverne ud.
Lad da, før vi os i Bølgerne kaste,
Før til den ventende Ungmø vi haste,
Bægret forsone den mægtige Gud!