Til Oehlenschläger
(Efter Opførelsen af Dina)
(Efter Opførelsen af Dina)
Dengang Du hævede Din Røst
Til Strengens Toner klare,
Fremsteg paa Danmarks lave Kyst
En evig Aandeskare.
Dybt runged i Din Harpes Spil
De gamle Guders Smerte.
Den klang som Staal, den klang som Ild
Af Heltelivets Hjerte.
Den reiste Fjæld og Ridderborg,
Og Guldpaladser dyre;
Al Verdens Fryd og al dens Sorg
Var gjemt i denne Lyre.
Der sprang af den et Straalevæld,
Et himmelsk, i hvis Luer
De Mænd har luttret deres Sjæl,
Hvis Sønner her Du skuer.
Din Lyre var vort Moderbryst,
Dens Klang vor bedste Øie.
Hvert Mismod, hver dæmonisk Røst
Den bragte til at tie.
Og nys den i Din Alders Høst,
Alt under Vintrens Hjerte,
Har fyldt os med en hellig Lyst,
Der dulmer hver en Smerte.
Hos os ei Laurbærtræet groer
I klare Vinternætter;
Og Egens skjønne Bladeflor
Den kolde Vind udsletter.
Et saligt gjennembævet Bryst,
Et Kvad af Hjerter glade,
Et Haandtryk, en bevæget Røst,
Er Nordens Laurbærblade.
Det Jubelraab, den Folkerøst,
Du hist i Templet hørte,
Sit Echo har i hvert et Bryst,
Som Øine Lyn berørte.
Din Krands kun i vort Hjerte groer,
Og, mens vi Glasset hæve,
Den sagte vifter til vort Chor:
„Vor Oehlenschläger leve!”