Er det Pallas Athene,
Hvis høie, skjoldbedækte
Natur jeg skuer gjennem Former bløde?
Vil hun mig Gunst ei nægte.
Hvis Pande her, den rene,
Med tankefulde Blik mig monne møde?
Hvor klart og mildt de gløde!
Og dog saa alvorsfulde,
At jeg, den tause, bange
Yngling i Timer lange
Mig ei tør nærme deres dunkle Kulde! —
Nei aldrig tør mit Øie
Sig løfte til den Himmelske, den Høie.
Hvad er for en Gudinde,
Som over jordisk Smerte
Har hævet sig til aandig, frigjørt Skuen,
En lænket Ynglings Hjerte, —
En Bolt for Amors Vinde,
Med heftig Attraaes villieløse Luen;
Som ved hver Piil fra Buen
Ustadig zittrer, skjælver? —
Hvad er for hellig Reenhed
En Sjæl, som Kraftens Enhed
Strax mister, hvor en yndig Barm sig hvælver?
Nei, lad mig Tanken gjemme,
Og kun til ensom Andagt Strengen stemme!
Himmelske tause Stjerner!
Fra Jordens tause Tue
Vil jeg mig kvæge tidt ved eders Straale, —
Med Længsels Andagt skue,
Mens stedse meer jeg fjerner
Mig, op mod eder, evig klare Sole! —
Og I paa mig kan stole,
At aldrig jeg skal driste
Mig til, fra Himmelsale
Til Amors dunkle Dale,
Hellige Stjerner, eder ned at friste! —
For mig med Gyldenflamme
I staae som Viisdoms Skrift i Skjønheds Ramme!
Men med en rastløs Higen
Mit hele Liv skal dreie sig om eder.
I stedse større Stigen
Jeg knuse vil min Aands de tunge Kjæder;
Og ingen, ingen Steder
Skal Menneskene kjende
Det Maal, hvorhen sig mine Tanker vende,
Mens eders dybe Fylde
Mig lærer, hvad min Hu skal evig hylde!