I.
Pris være den Mand, som engang fik Lyst
For Damer at forelæse!
Jeg kunde trykke ham til mit Bryst,
Til Trods for hans egen Fadæse.
Mig kjeded han ikke, jeg hørte vist ei
Det Mindste af hvad han talte:
Paa Auditoriet ad anden Vei
Jeg Blik og Tanker husvalte.
Der sad paa Bænken blandt Koner og Børn
Den fineste Mø til Skue.
Halsen var som af en kongelig Ørn,
Men Øiet som af en Due.
Tidt gaaer jeg forbi, og sender et Suk
Did, hvor hun ved Vinduet sidder,
Saa ung, og saa frisk, saa klar og smuk,
Som Tanken i Lærkens Kvidder.
II.
Historie, Philosophi, Æsthetik,
Det har hun nu altsammen inde,
Men parret med den blufærdigste Skik —
Hvem bare den Skat kunde vinde!
Een Kundskab hun mangler, et levende Sprog,
Gud give hun det vilde lære:
Mit Bryst skulde ligge som opslagen Bog,
Og Amor Professor være; — —
Eller — gid han qua Dillettant i Musik
Vilde udsætte smukt for den Lille
Mit Hjertes Thema paa Noder, og fik
Hende til derefter at spille! — —
Engang han mig loved en Elskovssang
I Avis eller Nytaarsgave,
Men jeg saae ham ei siden den ene Gang —
Gud veed, om han Sligt kan lave? ...
III.
Vi mødtes! — o hvor sylfelet
En Gang! — en Vært saa rank, saa herlig,
Præg af en Sjæl foruden Plet,
Mod hele Verden from og kjærlig!
Men under Pandens Lilliebræm,
Hvad dengang rørte sig hos hende,
I Tankens tause, skjulte Hjem,
Hvad gav jeg ei for det at kjende!
Det senere mig forekom.
Der glimted i de lyse Blikke
En yndig Undrens Udtryk — som:
„Gud veed, hvorfor han hilser ikke.”
Ak, tusind Hilsener hver Dag
Min Tanke lønlig hende sender;
Men ei mit Hjertes stille Slag,
Min Længsels Tale hun ei kjender.
Ei Luften kan dens tause Sprog
Usynlig hen til hende bære,
Og — her paa Gaden kan man dog
Ei vel sin Kjærlighed erklære.