Som denne Green Syriner,
Den hun i Aftes silde
Brød af, og bad, at jeg den
Hjem med mig tage vilde, —
Som aanded hen i Luften
Krydrede Sovedrikke,
Saa frisk og sund, og smilte
Med hundred Blomsterblikke, —
Som end i Glasset hilste,
Med Sjælens Lillarødme
Imorges mig, og svulmed
Af Aftnens fulde Sødme, —
Men, som nu brat er blegnet,
Mens Dødens Engel tvinger
Hver Blomst som syge Fugle
At hænge med Næb og Vinger.
O saadan er min Skæbne,
Og een kun den begræder,
Imorges end den flagred
I Haabets lette Klæder.
Men nu hvert Slør er borte.
Fortvivlelsen dybt brænder
Sin Død paa Panden, ak ej
Med bløde Pigehænder.
Et Ord mit Liv har mejet,
Som gule Høstruiner,
Hvorpaa snart Vinteren træder,
Hvorover Stormen hviner, —
Som denne Green Syriner:
Hvert Blad, som derpaa findes
Er dræbt, og aldrig, aldrig
Kan Liv tilbagevindes.