Fader, dig vies min Sang! og til dig over lysende Stjerner
Hæve dens Toner sig af Følelsens dæmrende Skjær.
Kan min Stemme dig naa, hvor du om Tilværelsen værner?
Barnet dig ikke forstod; Ynglingen fatter dit Værd.
Dog end aldrig du saa, hvad tavs jeg gjemte i Hjertet,
Naar det bæved af Sorg, naar det var muntert og let.
Ofte svulmed det højt, og hvor ofte har det mig smertet,
At jeg, saa bly som jeg var, frygted at aabne dig det.
Længe jeg Verden kun saa som en Vugge og kjærlige Arme,
Tiden dog ogsaa for mig aabned en højere Sans.
O, da synes mig, strax jeg beundred og elsked med Varme
Storheden, Skjønheden i Livets den brogede Dands.
Intet mig frydede dog, som de gamle, ærværdige Sange,
Skjaldene fordum kvad, ridsed i Runerne ned.
Ak, da bankede Hjertet saa underlig glad og saa bange, —
Fuldt af Vellyst og Frygt — aned den himmelske Fred.
Intet jeg ønsked saa højt, som selv jeg engang kunde svinge
Mig med Harpen i Haand hen over Liv, over Død.
Barnet alt Guderne bad om Tonernes løftende Vinge,
Aned, at Smerter og Tvivl mildnes i Musernes Skjød.
Medens min Aand var spæd, jeg drømte saa tidt og saa gjerne
Mig som en drabelig Helt, med et udødeligt Navn.
Blidere stemtes min Hu, naar den dvæled ved Aftenens Stjerne,
Som i sin hvælvede Sal toges af Skyen i Favn.
Blomster jeg elskede højt og plejed dem ømt i min Have;
Duften om Vaaren jeg nød; Farverne jeg paa Papir
Fæsted om Vintren; men naar saa jeg vandred ved Fædrenes Grave,
Læste om lærdes Bedrift, Fortidens Hæder og Sir:
Fred og de boglige Kunster i Straaler stod for mit Øje,
Vinked og kaldte ad mig stærkt med den venlige Røst. —
Kjærlig og blidt en Gudinde sig mod mig syntes at bøje
Hen med en duftende Krands, love den herligste Høst.
Barndommen svandt med sin Drøm, en Drøm, jeg gjerne gad møde,
Engang endnu, dog hver Alder jo drømmer kun sig. —
Ynglingens Drømme snart bitre var, snart usigelig søde, —
Sødest, naar atter hint Syn smilende vinkede mig.
Armen jeg aabned engang, at gribe det dejlige Billed,
Men da forsvandt det. Der stod for mig en aldrende Mand;
„Livet er Alvor”! saa løde hans Ord, og nærmere stilled
Gubben sig med et Blik, stivnet af frossen Forstand.
Uvilkaarlig jeg gøs, og en Isnen betog mine Lemmer,
Som naar en rejsendes Hund viser ham Tigerens Spor. —
„Livet er Alvor!” saa lød det igjen som om tusinde Stemmer
Fra en usynlig Hal, sang med et Orgel i Kor. —
„Lev det med Alvor og Kraft, da vil en bedre Gudinde,
End den, som nys svandt bort, snart ved din Side du see!
Kæmp som en Mand til et Maal, og hun vil som trofast Veninde,
Styrke dit Mod og med dig udgyde Taarer og lee.” —
Og han forsvandt, men som naglet jeg stod og undrende stirred,
Ligesaa klog jeg omtrent var, som i Barndommens Aar.
Maalet jeg øjned dog ej, og Tanken meer sig forvirred,
Alt som jeg søgte den Sti, som dog til Døden kun gaar.
Guddom! hvorfor maa klart ej ytres i Menneskeaanden,
Hvortil den her blev født? — snart af et Tilfældes Vink,
Snart af Forældres Ønske som blind den ledes ved Haanden;
Sjelden dens egen Ild lyser med Fixstjerneblink. —
Ikke til noget sædvanligt og lavt, — det følte jeg længe,
Skabtes min Aand, men sit Kald ej den endnu kan forstaa. —
Alt som Barn jeg fjærned mig tit fra de legende Drenge,
Og som ældre jeg nu leger saa gjerne med smaa.—
Barnealderen er jeg dog over, men ofte mig tykkes,
At jeg endnu er et Barn, fri for at sørge for alt;
— Snart dog mindes jeg om, — Gud veed om det nogentid lykkes —
At her i Verden jeg til kraftig at virke blev kaldt.
Stedse dog, naar jeg mod Fremtiden saa, sig viste de tvende
Syner igjen for min Aand — Fortidens varslende Drøm.
Stedse smilede hin, — o Smil! som Flammer maa tænde
Selv i det koldeste Bryst; og hendes Røst var saa øm. —
Men den mørke da strax min brændende Glød monne køle
Med sit alvorlige Blik; gjorde mig skamfuld og bly,
Og naar jeg hørte hans Ord, jeg altid syntes at føle
Ret som et Slør for mit Syn svandt som fra Stjernen en Sky.
Snart dog fandt jeg min Sjæl igjen i dens Drøm om Gudinden,
Lytte forfængelig til hendes forføriske Sprog;
Skuende længselfuld did, hvor hun viste med Krandsen mod Tinden
Af sin Herligheds Slot; — frygtsom jeg vaklede dog.
Og hvo var da hint Væsen — Fantom af en sygelig Hjerne?
Eller var det en lys Muse fra Helikons Fjæld? —
Skulde jeg slippe det glimrende Haab, som jeg plejed saa gjerne?
Skulde jeg blot som en Træl vandre ved Kundskabens Væld?
Nej, det aldrig skal skee, om ogsaa hin iskolde gamle
Tidtnok minder mig om Livets begrændsede Kaar. —
Fattig, men fri jeg vil til min Død dog Erkjendelse samle,
Glad naar tolke jeg kan, hvad for mit Indre der staar. —
Siges der ikke, man maa, hvis Lykke paa Jorden skal findes,
Ofre sin Guldalder til Mammon, den mægtige Aand? —
Alt vil jeg lære, til alt har jeg Lyst, og til eet skal jeg bindes,
Medens jeg afskyer ethvert Friheden trykkende Baand.
Ikke dog trøsted jeg mig til at vove, hvad oftest tilskyndte
Mig som en indvortes Drift; tidt jo man skuffer sig selv. —
Stedse den varslende Røst jo sit Mishag grusom forkyndte,
Naar jeg vugged min Aand salig paa Drømmenes Elv.
Hvo var hin Gubbe, min Fader? — vist en, som meget har prøvet, —
Følelsen hos ham var død, myrdet af lutter Forstand.
Stedse hans Tale mig lød som Visdom, hildet i Støvet,
Kloge mig tyktes hans Raad — ej dog jeg følge dem kan.
Saaledes staar jeg endnu, og mod Fremtiden undrende stirrer,
Ligesaa klog jeg omtrent er, som i Barndommens Aar.
Maalet jeg øjner dog ej, alt meer sig Tanken forvirrer,
Søger en Vej, som maaske — ud over Døden ej gaar.
Saaledes staar jeg endnu, og vakler ustadig som Sivet. —
Synker snart evig Nats Mulm om min Drømmegestalt?
Nødig vilde jeg dog rives bort, som Skyldner fra Livet —
Dog — hvad er Pligt, hvad er Kald? Ender med Livet ej alt?