— gentle Spring, ethereal Mildness —
Thomson.
Vaaren sig nærmer, nu svulmer og bæver
Sangfuglens Hjerte, mens Brystet sig hæver.
Alt har den mærket Zefyrerne lufte,
Markerne dufte.
Jorden sig bader i Middagens Straale,
Stirre mod Himlen kan Øjet ej taale;
Rask nu sig aabner for Friheds Forlængsel
Vinterens Fængsel.
Mægtig ved Varmen sig udvider Hjertet,
Glemmer saa gjerne, hvad dybest har smertet.
Aanden, som dristig al Skabning omfavner,
Noget dog savner,
Kraften den savner; hin Højsangerevne, —
Følelsens Vælde kan Læben ej nævne.
Øjet kun Guden, der glæder saa saare,
Ofrer en Taare.
Glad og taknemlig jeg trykker i Aanden
Verden til Barmen, og udrækker Haanden
Kjærlig til alle, til Vennen, til Fjenden,
Kjærligst til Vennen.
Kvindebarm dølg dig, jeg trodser din Bue!
Den skal ej tænde min Kjærligheds Lue.
Elskov jeg har kun for Blomster og Enge,
Blomsternes Senge. —
Drømmen om Kvindegunsts Held er forsvunden,
Sjælen ej længer til Skyslotte bunden;
Elskov og Venskab et Kampspil har leget, —
Elskov er veget.
Vennen jeg ærer og Venskab jeg priser
Højt over Guldstøv og pariske Fliser,
Højt over Elskov, som kommer og svinder, —
Evig dog minder.
Spræng ej mit Hjerte, du voldsomme Stemme,
Alt maa jeg føle, — dog alt vil jeg glemme! —
Alt, uden Venhjertets hellige Gløden,
Trofast til Døden.
Venskabets Alvor dog herligst blev givet
Vinterens Stund at forsøde os Livet;
— Atter, naar Foraarets Aande sig nærmer,
Vilter jeg sværmer —
Bort fra den livløse Kakkelovnssommer,
Ud for at hilse de duftende Blommer,
Ofre mit Jeg til den farvespilklare
Trækfugleklare.
Følg mig da I, som jeg elsked med Ære,
Hvis end I længer mit Samliv begjære!
Følg mig, men rastløs og kjæk som min Hu er, —
Svælger og skuer!
Smilende, leende, hoppende, syngende,
Kjælen i Sydvindens Arme sig gyngende,
Hidsvæver Flora, den evig foryngede,
Vellugtomslyngede.
Værdigt en Guddom er Favntaget vorden,
Tusinde Liv sig udgyde paa Jorden; —
Nysgjerrig titte til Voven den rene
Spirende Grene.
Se, hvor fra Skjødet de Smaaglutter stimle,
Regnbuefarvede Øjnepar vrimle! —
Dem vil jeg elske, til dem vil jeg ile,
Stedse de smile!