O, gid jeg var Konge af Engelland! —
Det var en magelig Post.
Og havde jeg nok saa lidt Forstand,
Jeg fik dog fri Bolig og Kost;
Mange Tusind Pund Sterling, og megen Rang,
Blot for at skrive mit Navn;
Regjeringen gik sin egen Gang,
Og jeg — var i sikker Havn.
O herlige Land, hvor Monarken blot
Oplæser Ministrenes Taler,
Hvor Folket lønner sin Konge godt,
Men selv forresten befaler.
Der kan, med den bedste Slags Enevoldsmagt,
Man pleie sin Constitution.
Og — Intet bestille, det var min Agt,
Og bevilge hver Petition.
Urørt af Folkets urolige Aand,
Jeg kunde, du søde Sjæl,
Anholde med al Honneur om din Haand,
Forlægge mine Digte selv.
Vi kjørte ud i en Glaskareet.
Radikalerne nok lod os være,
Vi gjorde ingen politisk Beet,
Men spiste vor Beef med Ære.
Dog, hvis du var Dronning af Engelland,
Og throned i Buckinghamslot,
Og mig befaled at være din Mand, —
Det var dog vist nok saa godt!
Da først Monarkiets høieste Form
Blev rettelig realiseret.
Da slumred’ jeg rolig i hver en Storm,
Med Titel af Prinds beæret.
Og ingen drabelig Hædersvagt
Mig hædred’ med Piber og Trommer;
Du musicered og jeg slog Takt,
Vi leved som Æggeblommer.
Var en Thronarving til Verden bragt,
Og saa han trivedes brav,
Til Løn mig vel en Parlamentsact
Et Rejsestipendium gav.
Og, naar jeg atter tilbage fløi,
Du Elskede! — til min Død
Jeg, fri for Jubel og Oprørsstøi,
Min skjønne Livrente nød! —