I.
O gid det var Sommer, saa varm og saa blid,
O gid den var omme, den fugtige Tid!
O gid der var grønt, hvor nu alting er graat,
Gid Himlen sig klared og Havet blev blaat!
O gid det var Foraar og Skoven sprang ud,
Og bort sig forføjed den taagede Slud!
Her gaar man i Dyndet og Mulmet fortabt,
Kan ej engang see, hvad vor Herre har skabt.
O gid blot en Straale af Solen jeg saa!
Jeg skulde skam snart da faa Støvlerne paa, —
Ej sidde og længes i opvarmet Bur,
Og sukke, fordi jeg til ingen Ting du’r!
II.
Det var en saadan Morgen
Med Mulm og Frost foruden, —
Jeg aldrig glemmer den. Ved Ovnens Flamme
Og Lampens Skin, fra Ruden
Isblomsterne om Sorgen,
Den sidste Afskeds, gød en Sølverramme.
Og Livet med de samme
Mørkt-melankolske Blikke
Belyste Hyttens Bord,
Hvor hun med Vemodsord
Beaanded Skaalen, hun mig gav at drikke.
Min Kind sig ildhed vugged
Paa hendes Bryst og Skulder, mens hun sukked,
O bittersøde Minder,
Hvor jeg, af Savn betynget
En evig Smerteskilde kun gjenfinder! —
Den bløde Arm saa fast om mig hun slynged,
Og Sjælen som et Skib i Stormen gynged.
O, men da sig det sidste
Minut paa Urets kolde Aasyn viste,
Og rev mig ud paa fjærne, dunkle Veje
Fra Elskovs søde Leje,
Hun mig paa Vejen fulgte;
Der Vintertaagen vore Taarer dulgte.
Jeg kyssed Øjets Lue
Jeg kyssed Haanden, Pandens, Barmens Bue, —
Og aldrig meer jeg hende fik at skue.