Qu’ importe, si une heure de cette rêverie produit plus
d’oeuvres que vingt jours de l’action des autres?
L’imagination et le recueillement sont deus mala-
dies, dont personne n’a pitié!
Alfred de Vigny. (Chatterton.)
I en Skov i fjærne Lande
Laa en Ungersvend med skuffet Sind.
Skyer svømmed paa hans Pande
Og hans Tanker ligned Høstens Vind.
Ved hans Side laa en Kaarde,
Ingen kjendte, hvad hans Hjerte led,
Og den varme, tunge Taare
Randt i Græsset ned.
Krigens Rædsler, Krigens Møje
Lukked ej hint Svælg af Kjærlighed.
I det store, dybe Øje
Funkled Længsel efter Hjemmets Fred.
Hjemme — for det stolte Hjerte
Svæved Lykken overjordisk skjøn; —
Og et Livs uhyre Smerte
Blev den armes Løn.
Hjemme — den gudindelige
Skjønhedsstraalende Arense gik.
Som i Aandens Taagerige
Ej forstod det tavse Drømmeblik,
Skabte dog den store, tunge
Lyre, i hvis Streng Orkanen slog,
For den lærte klart at runge
I sin Mesters Sprog.
Hjemme, — hvor end aldrig rørtes
Slige Toners dirrende Krystal,
Hjemme, hvor end aldrig hørtes
Himmelsk Harmoni af Lyst og Kval,
Stod den store Smertens Lyre,
Stod den lænet op til Korsets Fod,
Skulde vies med det dyre,
Hede Hjerteblod.
I en skummel, fattig Stue
Laa en Mand, udtæret bleg og krum,
Kun det store Øjes Lue
Talte mægtig. Læben alt var stum.
Og der kom en falmet Kvinde
Bøjed ned sig mod den syges Kind.
I hans Smil fremsteg et Minde,
Og han slumred ind. —