Chor af de galilæiske Kvinder.
Solen stiger af Jordan op;
Snart den staaer over Zions Top,
Sabbathshvilen er nu forbi;
Ud til Graven, ad duggede Sti:
Søstre, ville vi
Drage, —
Did, hvor han er til Hvile stædt.
Urter og Salver vi have beredt,
Tusinde Taarer have i grædt,
Ak, dem ville vi
Græde Nætter og Dage!
Romance.
Han var en viis, en hellig Mand,
Og mægtig fremfor Jordens Sønner.
Værkbrudnes Smerter endte han.
Og lærte os de milde Bønner.
Hans Haand var som et himmelsk Lyn,
Der gav de Blinde deres Syn.
Hans Røst var som en Foraarsvind,
Hans Ord var som den søde Manna.
Som Konge drog han blandt os ind,
Og Folket jubled Hosianna;
Og med et Kys han blev forraadt,
Og led Forsmædelser og Spot.
Fra Korset lød hans sidste Raab.
Hans Blod randt af femfoldig Vunde.
Og Israel, dit Frihedshaab
Udslettedes som Blomst i Lunde.
Din Konge, mægtig, høi og reen,
Omslutter nu den kolde Steen!
Recitativ. (Simon Peder.)
Her Graven er! — men lader først os knæle,
Og luttre Sindet med andægtig Bøn!
Forklarede, lad os din Aand besjæle,
Mens klagende vi dvæle
Ved dine hellige Levninger i Løn!
Bereder Krukkerne med Virakduften,
I Kvinder, lad i Morgenluften
Den som en Offerild med Østens Straaler sig blande,
At Fuglen i sin Sky,
Og Taagerne, som flye,
Vor Smerte bringe maae til fjerne Lande!
Hvad seer jeg! — Stenen er bortvæltet!
Har Jorden rystet? Hvo er vandret denne Vei,
Mens Bønnen vore Sandser sammensmælted?
Den Herre Jesu-Legem er der ei —
Jeg skuer kun Gravlinets hvide Flig, —
Hvo røvet har det dyrebare Lig?
O vee!
Men stille, see!
To Skikkelser jeg skuer
I Klæder, skinnende som klare Luer!
Englenes Sang.
Hvorfor søger I blandt Døde
Den, som aldrig Jer forlader? —
Han som bar al Verdens Synder,
Lever evig hos sin Fader.
Har I glemt, hvad han forkyndte
Hist ved Galilæas Strande,
At det burde ham korsfæstes,
Og paa tredie Dag opstande? —
Han, som for sit Rige blødte
Med en Tornekrands om Panden,
Han, I søge, svage Daarer,
Er ei her, han er opstanden!
Chor.
Solen staaer over Zions Top!
Herren er steget af Graven op!
Dødens Rædsel er nu forbi,
Jorden er for dens Lænker fri;
Hjemad ville vi
Drage!
For de Taarer, vi have grædt,
Er os en evig Glæde beredt!
Han er opstanden, forkynder det,
Mennesketunger fjernt og nær!
Himmelens Fugle, Blomster og Træer!
Herren vor Herre opstanden er;
Aldrig ville vi
Aldrig, aldrig forsage!