„Vor Munterhed med Troen er forsvunden,
Og denne Slægt den ej gjenvinde skal.”
Da sagde Vennen: „slaa dig selv paa Munden,”
Og førte mig ind i en taaget Sal.
„Her er dog Liv og Lystighed tilstede,
Om end den falder sjælden i vor Tid.”
Men lad os dog lidt nærmere blot træde
Og ret betragte denne sære Id. —
Ja Bollen tom hvert Øjeblik man saa,
De hujed, klinked, trommede i Borde,
Og, naar den tomme Tale gik istaa,
De skreg: vi dog for Alvor her os more.
De sang en rahbeksk Vise, men dens Aand
De mægted ikke frem at kommandere.
De sang om Hjerte, Venskabs Broderbaand,
Lig Skuespillere, der slet agere.
Der blev en Pavse nu med Gravens Ro;
Men friske Glas frempinte Livet atter,
Og med fordrejet Aasyn højt de lo
En frem ved Haaret trukken Dødninglatter.
Og da længst Midnatsstunden var forbi,
De laa som Offerdyr paa Tidens Alter,
Med den uendelige Tomhed i
De sammenskrumpne Spøgelsegestalter.
Se det er Tidens Lystighed, o Gru,
Et af dens sørgelige Surrogater;
Saaledes glemmer man dog for et Nu
De uopløselige Postulater.