Fast ingen kjender ham; dog emsig hele
Intelligensens Kreds han gjennemroder.
Om alt han tale kan og alt inddele,
Og regnes dog ej til de store Ho’der.
Han anseer det for simpel Skyldighed,
Filosofiens Standpunkt at vurdere.
Ja han til Empirien stiger ned
Og værdiges selv at politisere.
Men, naar han faar sig udtalt om en Ting,
Med Virkningen han strax vil Hjertet glæde;
Og gaar med udspiilt Næsebor omkring
Og snapper efter Ros paa Torv og Stræde.
Derfor af Trang paa Tid, af opvakt Sans
For Salighed i Endeligheds Rige,
Han søger Ærens kildrende Substans
Kun i det smaa, det ubetydelige.
Han rimer ogsaa, dog til Lavrbærkrands
Nok næppe den beskednes Ønsker stige:
Hans Maal er kun lidt Bifalds Skin, som hans
Moralprincip er: hvad mon Folk vil sige?