Jeg skal engang til Alles Skræk, Advarsel og Belæring,
Fortælle Grunden til min Kval og al min Livsbesværing,
Til at saa tidt jeg „Skjæbningen” af Hjertet har forbandet,
Til at jeg end er Pebersvend, og aldrig bliver Andet.
Den første Gang mig Amors Piil forgifted Hjerteblodet,
Jeg holdt mig i for stor Distants og fattedes kun Modet.
Og Følgen blev, en gammel Karl, som Eier var af Stedet,
Fik Godhed for mit Ideal, og giftede sig med det.
Den anden Gang, just som jeg vil mit Indre ret udfolde,
En Regn bedærved Føret saa, at op hun maatte holde:
Ved at frabede sig min Arm, hun Strømperne holdt rene,
Men jeg, som før var meget varm, frøs ved at gaae alene.
Engang var af Indledningen tilbagelagt en Strikning,
Da kom min Elsktes Fatter til, og tilbød sin Bedækning.
Og jeg, som var i Færd med mig ømt at expectorere,
Blev ærgerlig og gik min Vei, der kom jeg ikke mere.
Den sidste Gang, jeg var forlibt, gik Alt galant; den Søde
(Hun Lotte hed) saa punktlig kom til hvert et Stævnemøde;
Engang jeg vilde til at frie, da — raabte Vægteren otte; —
Vi var just ved den Smaas Logis, og den, der gik — var Lotte.