I.
Du, som kasted mig i Lænker stærke
Med din Yndes fordringsløse Magt,
Hvem min Flamme bly lod aldrig mærke,
Hvad der har mig saa i Flamme bragt:
Donna, o kast Blikket ud af Rude,
Og betragt engang, om ikke mit,
Som paa Skrømt sig tumler om derude,
Hvileløst, ustandset søger dit?
II.
At hilse eller ej —
Jeg kjendte hende — kun alt for godt,
Og Øjets Dyb, det blaa, det blide;
At hun og kjendte mig saa smaat,
Det fik jeg siden først at vide.
Derfor alt fjærnt begjerlig jeg
Drak Skjønhedshavets bly Fremgliden,
Og, da hun kom mig nær, ak ej
Engang paa Skrømt jeg saa til Siden.
Jeg dukked mig saa rolig, fri,
I disse klare Skjønhedsbølger;
Jeg nød den ydre Harmoni,
En Dragt, som ej den indre dølger.
O denne Gang, saa sylfelet,
Og denne Væxt saa rank, saa herlig,
Præg af en Sjæl foruden Plet,
Mod hele Verden from og kjærlig!
Et Væsen, een Gang skuet ret,
Man evig, evig efter længes: —
Hvor kan et Hjerte rumme det,
Og ej af Fylden voldsomt sprænges.
Hun Øjet ikke sænkte ned,
Af ingen Brødes Fare truet,
I Uskylds unge Sjælefred,
Saa barnlig-frygtløs frem hun skued.
Men under Pandens Liljebræm,
Hvad dengang rørte sig hos hende,
I Tankens tavse, skjulte Hjem,
Hvad gav jeg ej for det at kjende!
Det senere mig forekom,
Som laa der i de lyse Blikke
En yndig Undrens Udtryk — som:
„Gud veed, hvorfor han hilser ikke.”
Maaske hun tænkte: „hvis han blot
Kjækt bad mig om, mig ej at fjærne! —
Jeg veed jo dog kun altfor godt,
At jeg er al hans Idræts Kærne.”
Forstenet jeg, lig Dyret, staar,
Som, Slangens Blik til Offer givet,
I visse Død fortryllet gaar.
Men gjennem den — maaske til Livet.
Ak, tusind Hilsener hver Dag
Min Tanke lønlig hende sender;
Men ej mit Hjertes stille Slag,
Min Længsels Tale hun ej kjender.
Ej Luften kan dens tavse Sprog
Usynlig hen til hende bære,
Og her paa Gaden kan man dog
Ej vel sin Kjærlighed erklære.
Jeg har ej Fred, jeg har ej Ro,
Jeg er som Foraarsvindens Blæsen.
Jeg er ej et, jeg er ej to,
Jeg troer, jeg er kun halvt et Væsen.
Jeg faar ej Fred, jeg faar ej Ro,
Før Vaarens Aftenskygger svale
Os føre sammen ene to,
Og saa du røres ved min Tale.
Naar siden da jeg møder dig
Blandt Folkestøj paa Vej, paa Gade,
Da skal jeg dristig nærme mig
Og ikke meer som fremmed lade.
Da skal jeg hilse aabenlyst
Og bøje mig, som i Guds Tempel,
Med Andagt for dit unge Bryst —
To Evigheders skjønne Stempel.
III.
Hun stod paa Trappegangen
Og tog sin Faders Kappe,
Jeg kom fra oven farende
Ned ad den hvide Trappe.
Derude gled det sidste
Solglimt som røde Blade,
Fra Skovens Rimsne glimrende,
Hen over Havets Flade.
Men yndigere Glandsen
I hendes Øjne bæved.
En Rødme dog langt skjønnere
Paa hendes Kind sig hæved.
Hun saa paa mig saa kjærlig.
Det fromme Blik mig mødte,
Som om det vilde sige, „jeg
Dig aldrig jo forstødte.”
Et mildt Farvel hun aanded,
Og bad med søde Smile:
„Glædeligt Nyaar!” — derom jeg
Ak bittert maa fortvivle.
Jeg tusind Ting jo havde
At anbetro den lille.
Ved Gud, jeg troer, at ene hun
Min Smerte kunde stille.
Jeg vilde vendt tilbage,
For hendes Fod at kysse,
Men maatte fly, for Stormen i
Mit Indre tavst at dysse, —
At ej hun skulde mærke,
Hvor dybt jeg var bevæget; —
At ej hun skulde mærke, hvad
Vist i mit Blik stod præget.
IV.
Naar du dit Hoved mod mig bøjer,
Og taler sagte søde Ord,
Og Ordet Farve faar og Straaler
Af, hvad der i dit Hjerte boer,
I dette skjønne, varme Hjerte,
I dette perleklare Bryst,
Jeg kunde staa i hele Timer
Og lytte til din bløde Røst;
Jeg kunde falde dig om Halsen,
Og røre ved dit Haar, din Kind,
Og ved din Skulder og din Pande,
Og smelte i din Sjæl mig ind.
Men denne Lykke mig er nægtet,
Jeg rører ej din Helligdom,
Og derfor troer du ej, jeg elsker,
Og troer maaske, min Barm er tom.
Din Vinges Farvestøv er helligt,
Den tør ej røres af min Ild,
Og det er godt, thi Lykken myrdes
Jo, naar dens Maal ej meer er til.
V.
Du veed, hvor højt jeg elsker din blomstrende Kind,
Og Øjet med det milde, harmoniske Skin,
Og Lokkens Blødhed, Barmens højt svulmende Mod,
Og Haandens klare Hvidhed, den fine lille Fod.
Du veed, hvor højt jeg elsker dit Hjertes Dyd og Tugt,
Med Viljens Renhed, Fromhedens hellige Flugt:
Dog, spejled sig i alt ej en høj, en dannet Aand,
Da maatte det jo brydes, dette aandige Baand.
VII.
Naar lønlig bag Gardinet,
Umærket af de andre,
Vi to vi tale sammen,
Da gløder i mit Øje
Usløret Sandheds Flamme;
Da løsner sig mit Hjerte
Og slaar dig frit imøde;
Det bæver i min Stemme,
Og sidder mig paa Læben.
Men, naar de faa Sekunder
Af Salighed os røves,
Og, naar vor glade Tale,
Opmærksomheden vækker,
Naar vi af Former nødes
Asylet at forlade.
Og trække os tilbage
Fra Følelsens Champagne,
Vi næppe fik at smage;
Da skal ej nogen tænke,
Hvad Sprog, vi nylig talte
Da fjærne vi os hurtig
Med fast tilkæmpet Holdning,
Da mødes vore Sjæle,
Aldeles som de andre.
For ingen at forarge.
Ej Tonen at forstyrre,
Aldeles som de andre, —
I tomme Talemaader
Og tvungne Smil paa Læben.
VII.
O gid jeg var en rig Amerikaner,
Og gid du var en aandig frigjort Kvinde;
Da trodsed jeg og du, min Elskerinde,
De „tapre,” men mod Fordom fejge „Daner”.
Os da forbandt, til Elskovs Pligt ej tvungne,
Det rene Baand, som Aanden knytter ene,
Og ingen skulde os vor Pagt formene,
Fordi ved den ej Psalmer bleve sungne.
Men jeg er ingen rig Amerikaner,
Og du er ingen aandsfribaaren Kvinde;
Og følgelig saa skal vi aldrig finde
Den Bro, som kan forene vore Baner.