Døgnfluen flagrer med guldstænkte Vinger
Frem af sit Svøb, og i Dufte sig svinger,
Svælger i Solskin og Livspoesi. —
Nogle Minuter og Kjærlighedsfryden,
Livet, dets Drømme, dets glødende Nyden,
Døer som et glimrende Fyrværkeri.
Saa er et Bal — med de blinkende Kjærter
Funklende Øine og bævende Hjerter,
Himmelhøi Jubel i stormende Slag;
Alt vil hensmelte i Tonernes Strømmen:
Nogle Minuter — og Paradisdrømmen
Døer ved den kolde, prosaiske Dag.
O, men Naturen skal vaagne af Dvalen,
Rosen skal vaagne, og Lærken og Svalen,
Ephemeriden skal hæve sin Røst,
Gjenleve gjenfødt den Tid, som er svunden,
Mindes den Stund, da den sværmed i Lunden
Fængsle sit Jordelivs flygtige Lyst.
Ungdom og Skjønhed! naar fra os I flyer,
Naar I adspredes, og Døgnlivets Skyer
Drage det drømmende Øie forbi,
Skal denne Nat som en Stjerne sig hæve,
Valsenes Hvirvel i Sjælen skal bæve
Mildt som en eneste, reen Harrnoni.