Lyd Sang om ham, som lærte
Sig lønlig Vej at bane
Til skjønne Formers Hjerte,
Om Sydens gamle Svane; —
Syd med den høje Himmel
Med dybe Dales Buer,
Med Livets raske Vrimmel,
Med Livets stærke Luer.
Der i de græske Lunde,
Hos Lavrer dunkelgrønne,
Saa jeg i Solskin blunde
Leda den underskjønne.
Til Favn sig bøjer Armen,
Som hun i Grønsvær læner.
Blottet sig buer Barmen
Lig skummende Fontæner.
Kun let om Liv og Lænder
Bølger for Zefyrs Vinger
Et Slør, som tidt han tvinger
At kysse de hvide Hænder.
Hist ud fra Piniens Rødder
Sig bugter frem en Slange;
For de dejlige Fødder
Han nejer sig ydmyg bange.
Ej en blodgjerrig Tanke
Sig frem hos ham tør trænge;
Trygt Skjønheds Hjerte banke
Kan over grønne Vænge.
Og Bækkens Bølge standser;
Med glade, klare Blikke
Den stirrer did og sanser
Intet, — og risler ikke. —
Da lyder højt fra Luften
En Klang af stærke Vinger;
Ned gjennem Blomsterduften
En Svane stolt sig svinger.
Og over Leda svæver
Den først i frygtsom Vaande;
Alt stærkere hun bæver
Som rørt af Guddomsaande.
Over de skjønne Former
Snart tættere den daler;
Det vildt i Blodet stormer,
Skjønt Svanen Luften svaler.
Ej meer dens Vinge klinger,
Den klarlig monne frygte,
At Søvnens Gud, som tvinger
Leda, skal skræmmet flygte.
Saa sagtelig Fuglens bløde
Krop sank i hendes Arme.
Forsand, her saaes et Møde
Af tvende Svanebarme.
Under den stærke Vinges
Kraft Midiens Marmor bæver.
Af Attraa Svanen tvinges.
Tæt Eros mod dem svæver.
Han stod ved Hovedgjærdet,
Og skød i Blindheds Mørke.
Med Valmuen han hærded
Søvngudens matte Styrke.
Ham tusind Favntag varme
Som Offer Svanen bragte.
Sig Ledas bløde Arme
Om den i Drømme lagde.
Naar Næbbet sort sig vugged,
Hvor hvide Bølger stige,
Da Læbens Blomst sig lukked,
Den søde, rødmerige.
Naar smægtende det dukked
Sig dybt i Blomstens Rige,
Da Barmens Vover sukked,
Og blegned misundelige.
I Søvne Leda smilte
Til Svanens Kjærtegn blide;
Hun drømte vist, hun hvilte
Ret ved sin Husbonds Side.
Nyfigen Føbos tøved,
Da mæt af Elskovs Glæde
Bort Svanen fløj, og røved
Ledas det lette Klæde. —
Da vaagned hun og rødmed,
Savnende alt sit Dække.
Selv Aftensolen rødmed
Igjennem Lavrbærhække.
Skamfuld hun monne liste
Sig langs Evrotas’ Bredder.
Hvis Tyndarevs det vidste,
Han blev ej glad, jeg vedder.
I høje, vide Kredse
Sig hvirvled bort hel fage
Svanen, men vendte stedse
Hver Middag did tilbage.
Som draget af Trolddomskjæder
Hun Medet ej forsømte.
Hun tyktes, ingen Steder
Dog sødere hun drømte.
Og efter fyldte Tide,
Da Rankens Perler blødte.
To Fostre skinnendehvide
Hun uden Smerte fødte.
Men som hun glad i Sinde
Vil ødsle Moderkjærtegn,
Hun tvende Æg saa trinde
Favner; — o store Jærtegn!
I Venskabs klare Flamme’
Frem af det største stode,
Til Bod for Sømænd gramme,
Kastor og Pollux gode.
Laa i det andet inde
Klytæmnestra paa Leje,
Samt Helene, favrest Kvinde,
Som Jord har haft i Eje.
Kvidred en Fugl fra Kviste:
„Det Kuld ej ægte baaret
Er, Leda, thi med stor Liste
Du blev i Løn bedaaret.”
Lydt skogred kaad, uvane
Satyr og Favn i Lunde,
At med en snehvid Svane
I Favn de Leda funde.
Men vise Præster mente.
Den høje Zevs hver Sommer
Sig naadig saa forente
Med Jordens hulde Blommer.