„Maa jeg see det Blad efter Dem,” saa talte
Gud Amor paa Restaurationen.
Ved en Cotelet og en Flaske Bourgogne
Han her havde opreist Thronen.
Paa Stolen hvilte hans Kogger, og Buen
Paa Bordet ved Lysestagen.
Som der han sad, han kunde omtrent
Være halvt saa lang som „Dagen”.
Han fyldte mit Glas med den røde Drue,
Og mens paa Deserten han vented,
Saa fløi han ind i den anden Stue
Og flere Blade sig hented.
Han læste saa ivrig, han sad saa yndig,
Til Ørene op i Blade.
Hans Haar ned over Aviserne faldt som
En solbestraalt, gylden Kaskade.
Først Dagen, og Berling og Fædrelandet, —
Kjøbenhavnsposten læste han siden.
„I vor Tid,” han mumled, „man er jo for Pokker
Dog nødt til at følge med Tiden.”