Den Daad, hvortil en klar og hellig Evne
Faldt fra en Stjerne paa din Vugges Rand,
Som Barmens Stemmer skjælvende kun nævne,
Før du dens hele Fylde gribe kan, —
Det er din Aands det sande Fædreland,
Det er en Magt, som vil hvert Frafald hævne,
Den kan du ikke svigte uden Brøde,
Selv om den fordred’, at for den du døde.
Seer du de Tusinder af Dødelige,
Som færdes tankeløst til deres Grav,
Mens aldrig udad længselsfuldt de hige
Derfra, hvor Skjæbnen dem en Arne gav?
Men een af dem har faaet i Arv et Rige,
Hvori han hersker med Geniets Stav,
Hvor Taget hvælver sig med Laurbærgrene, —
Det maa han offre sig, til det alene!
Den unge Ørn vil strax mod Æthren trænge,
Om sine Vingers Kraft den tvivler ei.
Og Svanen stirrer ei paa Bølgen længe,
Den freidig hen ad Floden skyder sig.
Og Hjorten dandser gjennem Skov og Enge
Til Rosens Hjerte Bien finder Vei; —
Kun Mennesket staaer spørgende og vakler,
Og venter paa, at der skal skee Mirakler.
Og hvis du troer, saa skeer der et Mirakel,
Du Salige, hvis du forsager ei:
Din egen Villie er den klare Fakkel,
Som kan til Helligdommen vise Vei.
Som aabner i dit Bryst et Tabernakel
Med Pagtens Ark i rosenfarvet Mai,
Hvor Cherubim og Seraphim dig bringer
Indvielsen med gudbestraalte Vinger.
Men vent ei paa, at Livet skal dig bære
Med stærke Arme til dit høie Maal.
Selv skal du Gnisten i dit Indre nære
Med heed Begejstring og med stille Taal.
Da vil den blusse frem i Glands og Ære
For Folket som et helligt Alterbaal:
Og Krandsen skal sig om din Isse vinde,
Og du skal leve i et evigt Minde.
Du veed ei, at den korte Kamp og Møie
En evig Vaar bereder, klar og mild.
Du veed ei, at der tindrer i dit Øie
Ufødte Aanders yndefulde Ild, —
Ei, at den Magt, som hæver Barmens Høie,
Er hulde Genier, som befries vil, —
At den Natur, der paa din Læbe spiller,
Er Kunstens ubevidste Lærketriller.
O væk dem dristig, naar du det kun mindes:
En Genius er Tidens Alchymist,
Uendelig er Skatten som skal vindes;
Vær kjæk og tro, da finder du den vist.
Lad ei af Tvivl dit lyse Blik forblindes,
Seer du ei Kronen alt, som skinner hist?
Vær trofast kun og freidig! — snart den røde
Guldblomst skal herlig funkle dig imøde.