P.L. Møller (1814–65)

Hid Zefyr svæver, Skjønheds Tid han bringer,

    Med Græs og Blomster, sine søde Spæde,

    Og Svaler sladre, Nattergale græde,

    I Hvidt og Rødt den unge Vaar udspringer.

Og Engen leer; krystalklar Luften klinger,

    Zevs ved sin Datter¹ høit sig monne glæde:

    Luft, Jord og Vand Kærlighedssange kvæde,

    Og Elskovs Flamme hvert et Liv betvinger.

For mig, ak! blomstrer kun den dybe, stille

    Sorg, som af Hjertets Dyb hun lader stige,

    Som tog dets Nøgler med sig op til Himlen.

Fuglenes Sang, Guds Mark med Blomstervrimlen,

    Ærbare, skjønne Damer, ynderige,

    Er mig som Ørkner, — Rovdyr, grumme, vilde.