I de dunkle, i de tætte Skove
Vandrer Margarita let og glad,
Og hun speiler sig i Flodens Vove,
Fletter sig en Krands af Almens Blad.
Let og ung — kun fjorten Somre hvile
Let paa hendes brune Lokkers Spil.
Og i Øiet funkle tusind Smile;
Taarer — dem det kjender ikke til.
Solen bruned Kinden; Halsen, Armen
Med sit Trylleslør den rundet har;
O men uberørt og dristig Barmen
Bæver under Dækket perleklar.
Skoven aabner sig, det mørke Følge
Stiller sig ærbødig rundtomkring.
Og hun træder frem, som Blad paa Bølge
Hvirvler hun i Dandsens lette Sving.
Hist fra Træet, hist fra En i Vrimlen
Lokkes frem Trianglens skingre Røst.
Tamburinen svinger hun mod Himlen,
Og hun synger høit i salig Lyst.
Dandsen er tilende. Taus og ene
Gaaer hun gjennem Skovens tætte Rad,
Vandrer under Skovens svale Grene
Ned til Floden, til det klare Vad.
Bort hun lægger Klæderne, som dække
Hendes Formers bølgende Krystal;
Og de friske Lemmer let sig strække
I det friske, bølgende Krystal.
Ud hun styrter sig, hvor Floden strømmer;
Ei for hende Bølgen er en Grav.
Vildt hun svømmer som en dristig Drømmer
Tumler sig i Phantasiens Hav.
Nøgen mellem Sivet nu hun sidder,
Som en Havfru, i det grønne Telt.
See, da møder hendes Blik en Ridder,
Høi og ædel som en frygtløs Helt.
Det er Kongens Søn; en navnløs Længsel
Drev ham bort fra Borgens gyldne Hal;
Hoffets Frihed tykkes ham et Fængsel,
Og han sværmer nu i Skov og Dal.
„Pris for Skjæbnen, at den lod mig skue
Sligt et Under, Pris for Skjænheds Magt!
Pris for dig, o skjære Lilliedrue!
Pris for dig, o Rose i din Pragt!”
Hurtig i det snævre Fængsel bæver
Hendes ranke Liv og Barmens Mod;
Atter Skjørtets skjelmske Fold fremhæver
Benets Fylde og den spæde Fod.
„Vil du spaae mig, hulde Tryllerinde?”
Med et Blik saa elskovsfuldt, saa ømt,
Rækker Haanden frem han som iblinde,
Som en Slumrende, der sødt har drømt.
„Vel jeg seer i dine Aarer rinde
Fyrsteblod, men Sceptrets Tyranni
Skal du stolt foragte; kun en Kvinde
Skal dig gjøre lykkelig og fri.”
Alt han suger Kys af Læbens Bølge,
Alt hun gynger i hans stærke Arm.
Og han hvisker: „kom, du skal mig følge
Til Palladset i min gyldne Karm.
„Du skal vandre, klædt i Silkefolder,
Gyldensmykket straale, naar du gaaer
Ved min Side, mens jeg Sceptret holder, —
Demantkronen funkle i dit Haar.”
„Du er skjøn,” hun svarer: deilig, mandig;
Al min Attraa drager mig til dig.
Jeg er ung, men tro; fri, men bestandig:
Aldrig kan dit Guldslot friste mig! —
„Hvad er Kongeglands? — o Skam, at æres
Ene for sin Fødsel som en Gud!
Hvis er Guldet? — ikke dit, men deres,
Som i Støvet trælle paa dit Bud.
„Ogsaa jeg er Dronning; Skovens Sønner
Gav mig Sceptret taust, men frit i Haand.
Ei de Virak offre mig og Bønner,
Men jeg tæmmer kun den vilde Aand.
„Fængsler dig mit Rige, vil du rolig
Hviles i min Arm ved Nat og Dag,
Maa du flye din gyldne Arvebolig,
Reise Thronen under Skovens Tag.”
Som et Lyn Beslutningen ham griber,
Kjæk han følger hendes Trolddoms Magt;
Og ved Horizontens sidste Striber
Skifter han sin kostelige Dragt.
Og hun stiller frem ham som sin Mage,
Høit til Høvding kaares han paa Stand.
Toget følger ham, og søde Dage,
Søde Frihedsdage lever han.
Det er atter Sommer. Fremad iler
Skovens Dronning ved sin Elskers Haand.
Men paa hendes Ryg fra Kurven smiler
I et Barneøie Friheds Aand.
I de dunkle, i de tætte Skove
Standser Toget. Ene, let og glad
Vandrer atter hun til Flodens Vove,
Til det kølige, det klare Bad.
Bagved Stammen med de dybe Furer
En forrædersk Hob sig skjuler tyst;
Lejesvende, Hoffets Kreaturer
Støde Staalet dybt i hendes Bryst.
Feigt i Baghold de til Skoven drage,
Fælde Skaren lumsk med Overmagt,
Føre Prindsen i Triumf tilbage,
I Triumf — om Vognen dobbelt Vagt.
Folket raaber: „hil den unge Krone!”
(Faderen til sine Fædre gik).
Hil vor Konge, sine Fædres Throne
Han bestiger efter gammel Skik.”
Han er Konge; men en evig Længsel
Martrer ham i Borgens gylde Sal.
Hoffets Frihed tykkes ham et Fængsel;
Ei han sværme kan i Skov og Dal.
I et skummelt Tungsind han begraver
Sine Smerter og sit Hjertes Skam.
Tungt han svinger Sceptret over Slaver,
Og de juble høit og prise ham.