For alle Væsner, som har Hjem paa Jorden,
Undtagen faa, som netop hade Solen,
Er travl og virksom Færdsels Tid om Dagen;
Men alt som Himlen tænder sine Stjerner,
Man søger Husly, eller Skjul i Skove,
Og fanger Hvilen blid til næste Morgen.
Men jeg — saa snarr den gry’r, den skjønne Morgen,
Og rundtom jager Skyggerne fra Jorden,
Og vækker Søvnens Børn i alle Skove, —
Med Suk jeg følger uden Ophør Solen.
Og naar jeg tindre seer de klare Stjerner,
Med Graad jeg atter længes efter Dagen.
Naar Aftenskumring brat forjager Dagen,
Og Mulmet her til Andre bringer Morgen,
Jeg skuer tankefuld de grumme Stjerner,
Som mig kun altfor blød har skabt for Jorden.
Den Dag jeg hader, da jeg først saae Solen,
Som gjør mig lig en Mand opfødt i Skove.
Jeg troer, der aander ei i mørke Skove
Saa grusomt Vildt, om Natten eller Dagen,
Som hun — min Kval i Mulm, i Glands af Solen,
Fra første Søvn indtil den lyse Morgen;
Thi mig, det skrøbelige Støv af Jorden,
En mægtig Længsel gave hine Stjerner.
Før jeg til eder drager, lyse Stjerner,
Og før jeg dybt i de forelskte Skove
Forlader Livet, blier til Støv i Jorden,
Gid Medynk blot I viste mig! — o Dagen
Opveied Smertens Aar, — slig Glædes Morgen
Mig gjorde rig, til for mig daler Solen. —
O, var jeg nær hos hende der, hvor Solen
Gaaer ned, og kun vi saaes af Himlens Stjerner,
Ak blot en Nat! — og aldrig det blev Morgen!
Og ei forvandlet til et Træ i Skove
Hun blev, og ikke flygted som paa Dagen,
I Jorden vil jeg hvile, dybt i Skove; —
Om Dagen skal man see de mindste Stjerner,
Før slig en Morgen lyses frem af Solen! —