Jeg Daare, som kun troed ham for vel,
Ham, hvem jeg elsked som min egen Ære,
Som kaldtes af min tillidsfulde Sjæl,
For Vidne til vor Kjærlighed at være:
Vor Elskov, der paa lønlig, ukjendt Sø
Hensvømmer som en hvid, en pletfri Svane,
Der, af vanhelligt Øje seet, maa dø,
Hvis ej dens Vinger knuse den profane.
Og han har misbrugt øm Fortrolighed,
Krænket et Forholds fine Blomsterblade;
Troløse, hvem jeg ved min Barm gav Sted,
Forræder, jeg ej bittert nok kan hade!
Men paa dit Bud, min Artemis, skal jeg,
Aktæons Hunde lig, ham af mit Hjerte
Udrive, og fra nu skal kun for dig
Udelt det aande gjennem Fryd og Smerte,
Som dit for mig, o Lillie hvid og skjær;
Men Verden skue skal din Skjønhed ikke:
Vor Elskov alt for reen, for hellig er
Til at besudles af profane Blikke.