Held dig, nu est du vorden fri! —
Sprængt er det usle Bur.
Nu krænker intet Barbari
Din himmelske Natur.
Nu kan din Tanke stige stolt,
Som Due reen og hvid,
Foragtende, hvad bundne holdt
Dens Vinger til en Tid.
Løst fra det Støv, den klæbed ved,
Din unge Fantasi
Kan i sin Barneverdens Fred
Sig tumle let og fri,
Og bades i et Rødmevæld
Af Aandens Morgengry,
Og leve som en gjenfødt Sjæl
Sin Ungdom op paany.
Og Hjertet, denne Blomme skjær,
Med Rosens fine Duft,
Indaander, — Himlen mere nær,
En frisk og renset Luft.
Og mens den Orm, der saared det,
I Mørket glemt forgaar,
Det i sit skjønne Fængsel let
Og rent og frygtløst slaar.
Ja Held dig, favre Rosenblad,
At du din Frihed fik!
En Fremtid vinker lys og glad
Som Stjernen i dit Blik;
Istedenfor en langsom Død
Og Timer uden Trøst:
Et Liv forklaret ved den Glød,
Som helliger dit Bryst.