P.L. Møller (1814–65)

Ved Orientens fjerne Kyst,

    Imellem Syd og Norden,

Der ligger et lyksaligt Land,

    Adskilt fra hele Jorden.

„Ei Vinteriis, ei Sommerglød

    Forstyrrer der den skjønne

Natur; — der evigt Foraar er,

    Med Træer eviggrønne.

„Ei Krigslyst eller Rigdomstørst,

    Ei Hunger eller Kummer,

Ei Død og Sygdom kjendes der,

    Hver Lidenskab forstummer. —

„Der blomstrer Hjertet fromt og frisk

    I evig Ungdomsalder;

Der suser ingen giftig Vind,

    Og ingen Regn der falder.

„Et sølvklart Væld, som springer høit,

    Med sine Straaler fugter

En Lund af underfulde Træer

    Med altid modne Frugter.

„Her er det, Fuglen Phønix boer,

    Som Herre her den throner;

Og her hver Time, mægtig skjøn,

    Dens Sang i Lunden toner.

„Hver Dag før Solen stiger frem

    Med gyldne Straaler milde,

Tre Gange Phønix sænker sig

    Ned i den hellige Kilde.

„Derpaa den svinger sig i Sky;

    I Himlens Duft den henter

Sin Næring; — Blikker vendt mod Øst,

    Den Solens Opgang venter.

„Og da begynder den sin Sang,

    Alt ved den første Straale:

Ei Philomeles Røst sig kan

    Med den i Sødhed maale.

„Ei Svanen, som sin sidste Sang

    I Dødens Stund istemmer,

Og ei Apollos egen Luth

    Saa søde Toner gjemmer. —

„Naar tusind Gange Vaaren har

    I Blomster Jorden vugget.

Og Høsten sine gyldne Ax,

    Har tusind Gange plukket;

„Da føler Phønix i sin Aand

    En Mathed, — Øiets Flamme,

Og Brystets Klang og Vingens Kraft

    Er ikke meer den samme.

„Naar tusind Aar den aandet har,

    I Skjønheds Harmonier —

Da føler den sin Time slaae,

    Og sig til Døden vier.

„Mod Vesten styrer den sin Flugt,

    Mod Landet, som til Ære

For Venusdyrkelsen, det Navn

    Phenicien mon bære.

„Der skjult af Bjerge Træet staaer,

    Som Phønixpalmen hedder;

Dets Krone Stedet er, hvor den

    Sig til sin Død bereder.

„Da tier pludselig hver Vind

    I Cederskovens Skygge,

Saasnart Fugl Phønix drager ind,

    Sin Rede der at bygge.

„Myrrha, Kaneel og Roser, — Alt,

    Hvad Jordens Kreds mon eie

Af Vellugt, — Ambra, Virakstræ,

    Den samler til sit Leie.

„Endnu engang en Lædskedrik

    Af Sollys den indsuer;

Endnu engang den bæver blidt

    Sin Røst mod Himlens Buer.

„Endnu engang sit Lueblik

    Den imod Solen vender, —

Og døer; — men af dens Lig staaer frem

      En Ild, som Alt antænder.

I denne Stund i Vellystsgys

    Hele Naturen bæver;

Og Sol og Maane stille staaer,

    Og ingen Lyd sig bæver.

„Høit hvirvler sig en Viraksrøg;

    Men under Askestøvet

Snart rører sig en sneehvid Orm,

    Der søger Skjul i Løvet.

„Den groer i Stilhed; dog dens Ham

    Snart brister og bortviger;

Og frem, i Glands og Fjæderpragt,

    En nyfødt Phønix stiger.

„Den Dug, som falder ned fra Sky,

    Er Køling for dens Flamme.

Kun Æthrens Bølger er dens Drik,

    Og Himlen er dens Amme.

„I hele Verden findes ei

    En Frugt, som den behager, —

Den drømmer en Erindringsdrøm,

    Som den mod Østen drager.

„Dog — før den til sit fjerne Hjem

    Hinsides Ganges svæver,

Opfylder den en hellig Pligt,

    Som Sønligheden kræver.

„Din Faders Aske, hvert et Been,

    Som Flammen skaaned, blander

Den fromt med Vellugtsalver, og

    Deraf en Kugle danner. —

„Ved Nilens Bred et Tempel staaer

    Til Solens Ære bygget;

Med Billedstøtter uden Tal

    Og tusind Søiler smykket.

„Did med sin Byrde Phønix nu

    De gyldne Vinger strækker —

I Templets Stilhed den sin Skat

    Paa Alteret nedlægger. —

„Da er det, Jordens Slægter see

    Dens Skjønhed og dens Ynde,

De samles trindt med Fryderaab,

    Det Under at forkynde.

„Som Demant, Perler og Smaragd

    Dens Næb og Vinge funkler;

Dens Bryst som Purpur luer, og

    Dens Øine som Karbunkler.

„En Straalekrone skuer man

    Omkring dens Hoved gløde.

Dens Been er dækt med Skjæl af Guld,

    Dens Fødder rosenrøde.

„Ei nogen Kæmpefugl, saa stor,

    Som den, i Luft sig hæver;

Dog let og majestætisk skjøn

    Den over Jorden svæver.

„I Steen og Farver skildres den

    Af Dødeliges Hænder,

Og Paradiset for en Stund

    Paa Jord tilbagevender.

„Den hilses med harmonisk Sang

    Af hele Fuglevrimlen,

Der som en ydmyg Tjenerstok

    Den følger gjennem Himlen, —

„Indtil den paa sin Flugt har naaet

    Den første Ætherbølge; —

Da svinder den, og styrer did,

    Hvor Ingen kan den følge.

„Salige Fugl, du Guders Barn,

    Hvem ene de indgøde

Den Kraft, af egen Aske selv

    Dig evig at gjenføde!

„For dig har Døden ingen Skræk,

    Du i dens Mørke finder

En mystisk Elskovslyst, hvoraf

    Du mere skjøn oprinder!”

Saa lyder Sagnet end til os

    Om Oldtids dunkle Længsler.

Ei kjende vi dets Maal, og dog

    Det underfuldt os fængsler.

Hvo er du, gaadefulde Fugl,

    Som svæver i det Fjerne? —

Er du kun et vilkaarligt Spil

    Af en beruset Hjerne? —

Er du det store Verdenshjul,

    Hvis Kraft ei Tid kan slide,

Der ruller koldt henover dem,

    Som sukke og som stride? —

Er du det dunkle Verdensliv,

    Som naar en Æra lukkes,

Ustandset blomstrer, evig ungt,

    Til alle Stjerner slukkes? —

Afspeiler du Jordslægtens Aand,

    Af Skov og Guddom blandet,

Som naar et Folk tilgrunde gik,

    Oplever i et andet? —

Er du den stakkels Psyche, som

    Tidt brænder sine Vinger,

Men som sig med et evigt Haad

    Paany mod Himlen svinger? —

Er du det Skjønhedsideal,

    Som nærer Hjertets Lue,

Paa hvis Tilværelse vi troe,

    Men som vi aldrig skue? —

Er Venus du, den Himmelske? —

    Som byder Aanden hige

Fra Døgnets Qvalm og Mislyd mod

    Et evigt Skjønhedsrige? ....