P.L. Møller (1814–65)

Det bitre Vand i højen Sal

    Sprang i krystalne Skaaler.

Herinde strømmer Luften sval,

    Men ude Solen straaler;

Og Astrild¹ spænder Silkenet,

Og Kildens Nymfer svæve let

    I Haven ved Gullockra.

Paa Bænken sad med Smil paa Kind

    Mamsellerne i Rade,

Og syed Træ’r og Hjort og Hind

    Og Rosens røde Blade.

Og Herrerne de stod galant,

Og Talens Traad saa snildt sig spandt

    I Haven ved Gullockra.

I Haven er saa sødt at gaa

    I Sommertimer skjønne,

Og Himlen er saa frisk og blaa,

    Og Træerne saa grønne.

Skjøn Jomfru, læg den raske Naal,

Og lad os tale Ungdoms Maal

    I Haven ved Gullockra.

O du, som nedsank i min Barm

    Med Blik, saa brune, milde,

Nu lad os vandre Arm i Arm

    Og ej Minuttet spilde!

Hvad hist paa Gaden rørte mig,

Det skal min Mund fortælle dig

    I Haven ved Gullockra.²

I Glasset sprang det klare Vand,

    Hun det til Munden førte,

Og mine Læber Glassets Rand

    Paa samme Sted berørte:

Det var det sidste Kys, jeg fik

Paa Sverrigs Grund, — en Lægedrik

    Fra Kilden ved Gullockra.

Og alt som hendes Tale sød

    Min Sjæl med Tanker fyldte,

Jeg mærked ej, at Dagens Glød

    Det sidste Blad forgyldte:

O Hjertet er dog ret en Nar;

Var jeg ej rejst, det blevet var

    I Haven ved Gullockra.