Kalliope
→
Digtere
→
P.L. Møller
→
Førstelinjer
P.L. Møller
(1814–65)
Værker
Digttitler
Førstelinjer
Henvisninger
Biografi
Søg
A
Af ugift Stand, min Elskte og jeg, endnu vi ere
Af Venskab og af Venner har du nok
Aftenen er skjøn. O lad os træde
Ak hun er syg! — blot jeg mig turde stille
Ak, jeg var Keiser af China, saa mægtig som nogen Fee
Ak, uendelige, underlige
Alfarabi fra Faràb
Amor, en barbarisk Greve
B
Birk, o hulde Birk, hvo gav dig disse Blik saa sorrigfulde?
Blond er Nordens bolde Søn
Butikken straaler med Lampeskin
D
Da jeg, Veninde! selv jo ej kan være
Da mig dit Øie mødte
Da nuomstunder alle
De dunkle Skyer og de tunge Taager
De kom med vaiende Fane
De Russeres Selvhersker, som man paa Kortet kan see
De sidste Orgeltoner blidt henfare
De skjelmske Smiil og Gratiens lette Former
De spredtes ad saa vidt om Land
De stod i Skumringens Mystik
Den Blomst, som spirer paa din Vei
Den brede Alvej gik over Høj, over Bank
Den Daad, hvortil en klar og hellig Evne
Den første, han var ingen Verdens Ting
Den hule Eeg, der faldt i Lunden
Den, som i vort gode Tydskland Skjald og Taler være vil
Den tyske Jord sig krymped
Den vandred lig et Menneske iblandt os
Dengang Du hævede Din Røst
Denne hersens Trykkefrihed — Siig, hvad mener du om den?
Der boed en Ugle i Skoven, hvor ud mit Vindue gik
Der boer i Huset her en Pige
Der en flygtig Stund vi mødtes her
Der er et Folk, som usynlig den hele Verden regjerer
Der er et Hjem tæt ved runde Taarn
Der er et Sted, det er ej kjendt af mange
Der gik en Yngling ved Sundets Bred
Der gik hun; som en svævende Dryade
Der sidder han, og Knæet Armen støtter
Der stod saa faur en Rose i driftigt Ungdomsmod
Der staaer en Urt forborgen
Der staar i Syd med den aldrig fordunklede Himmel
Der var en Tid, da var jeg blød og svag
Der var en Ungersvend — det gik
Derovenpaa er grundet et Asyl
Derudenfor er frisk og livlig Færden
Det bitre Vand i højen Sal
Det er forbi, det glade Foraarsfængsel
Det er ofte bittert ej at have
Det gjøres herved vitterligt
Det var en nyfødt Majdag; jeg var en munter Dreng
Det Vinter var, og ensom
Dig jeg mane
Dit Hjertes Knop, o Bjergets Mø
Du gode, gamle, honette Mand
Du har jo seet det stakkels Rør, som staaer foruden Løv
Du, hvem jeg elsker, du, som ej er til
Du lille Mand med Blusen af tavlet Tartan
Du sidder og smiler
Du siger, Hyrde, at sin Stjerne
Du, som kasted mig i Lænker stærke
Du taler om Finantser, har for Sparsomheden Sands
Du var engang en Haandfuld Sand, Gud veed, paa hvilken Kyst
Duften er mørkeblaa, og de smaa hvide Skyer
Dybt ned, dybt i det bælmørke Dyb
Døgnfluen flagrer med guldstænkte Vinger
E
Edgar regjerede i Fred
Ej som den vise Skjald, der snildt belærer
En Aften Vand jeg hented paa Piazetta
En dannet og velklædt Pøbel
En Elsker sidder i Hallen
En Jomfru saae jeg hos den dunkle Laure
En lille bitte Pusling i Skole skulde gaae
En Professor, meget lærd
En sjælden Fest os byder her
En ukjendt Engel saae jeg vinget ile
En Vaar to Nattergale bygged Rede
Er det en Blomst med sympatetisk Skin
Er det Pallas Athene
Er I Herakles’ driftige Sønner
Erindrings Vaar! hvor yndig smiler
Es wird in alten Mahren
Et Sagn er lagt om Myrrha, den blomstrende Mø
Et Smertens Budskab bæres over Vande
F
Fader Bacchus, lei en kyndig Skipper
Fader, dig vies min Sang! og til dig over lysende Stjerner
Fast ingen kjender ham
Fej for jer egen Dør! se blot, hvilken Dynge af Skarn der
Flagrende Sukke
For alle Væsner, som har Hjem paa Jorden
For Cuencas Infantinde frem en ydmyg Betler gaar
For din Skyld elsker jeg Alt, hvad dig ligner
For Vinden spredt de gyldne Lokker vare
Foran os brusede Havet; vi vilde sætte os ned
Fordi De har et venligt Hjem
Forlad os ej, hver Fryd, hver kjærlig Villie
Forleden Nat jeg drømte
Forleden Aar, hver Aften, ved smilende Solnedgang
Forunderlige Trang
Før over Fjorden
Før troed man, Amor højst egenhændig skød
G
Gid jeg var der! — det Ønske tidt mig stiger
Gud give, du var et lille Barn
Gyldne Letsind, hvorfor vil du fra mig flygte?
H
Han blev Student med daarligt Havd som flere
Han har en Bog just skrevet
Han, som trygt blandt Klephter og Barbarer
Han stod for sine Dommere saa værdig og kjæk
Havet foragter den Feige, den Sløve
Held den, som paa sin Ryg har faa’t
Held dig, nu est du vorden fri!
Her, hvor de tykke Munke fordum bygged
Hid Zefyr svæver, Skjønheds Tid han bringer
Hil ligge du paa dit Leje af Straa
Hist under Egen gaaer Dandsen flink
Hos mangen en proper Yngling, af Moralitet besjælt
Hun kaldte, trued med sin Haand
Hun sidder alene i Stuen, mens Brillerne Taaren dølge
Hun sidder paa Altanen
Hun spurgte mig, hvornaar jeg tog Examen
Hun spurgte, om man ei sikkrest var
Husker du, min søde Due
Hvad betyder dette her
Hvad jeg egentlig er? den Tanke forvoldte mig længe Besvær
Hvad kan det dog betyde? det er som Morgengry
Hvad strider gjennem Natten saa taust og ilsomt hen?
Hvem er det, som banker der?
Hvi vaander du dig Svage
Hvo er, og hvad bestiller
Hvor de klare, skyblaa Vande
Hvor er jeg, hvad omsuser
Hvor hun er sød! — som en kinesisk Dukke
Hvor lys og herlig Naturen jeg seer!
Hvor skjønt er det i Slagets Damp
Hvor Sommeren dufter vidunderlig frisk!
Hvor Aaen blidt sig krummed
Hvorfor fængsler mig det Dunkles
Hvorfor staa de Træer saa bare
Højt op mod Skagen
I
I Aulen staaer der Telt ved Telt
I de dunkle, i de tætte Skove
I Digterlunden
I en Skov i fjærne Lande
I Gudelundene, i Hellas’ Dale
I hine Zoner
I Kirken ringes ind en Fest
I kjender allesammen jo nok den røde Gaard
I Kvinder, I græde og saa smile saa tidt
I Middagsstunden, efter Vagtparaden
I Mørkets skumle Huler
I Nord, i Nord, kun Iis og Taager svømme
I Nyboder, i Nyboder
I sit Pallads i Sevilla
Inden det en Ende tager
J
Ja see kun paa hans Øine
Jeg Daare, som kun troed ham for vel
Jeg elsker et bevæget Liv
Jeg er dig tro, min Ungdoms Lyst
Jeg er Sultan, saa hun talte
Jeg faldt i Søvn, den varme Sommerdag
Jeg flyer tilbage til de svundne Dage
Jeg forlader denne Hytte
Jeg gaar hen, sa’ hun
Jeg har et gammelt Kortblad i mit Gjemme
Jeg skal engang til Alles Skræk, Advarsel og Belæring
Jeg stod en solklar Dag paa Sverrigs Kyst
Jeg stod i de lyse Haller
Jeg stod igjen paa Fødestedets Grund
Jeg stod og saae paa Himlen en Dag, det havde regnet
Jeg var hos de henfarnes Skygger
Jeg veed det vist, mit Liv er kort
Jo vist skal feires, den herlige Fest!
K
Kjære Venner! skjønnere der Tider
Kun ham! overalt kun ham! — hvor helst mit Hjerte banker
L
Lille Mignon, er du bleven stor
Lille Søster, saa ung og kjær
Lyd Sang om ham, som lærte
Lykkeligt det Folk, som stolt ved Ploven gaaer
Lyster dig et broget Spil
Lærke, Lærketræ, din Planters
M
Madrid, du Prindsesse i Spanien
Mandeltræers milde Skygge
Med lange Bøsser og uden Skoe
Men da nu hans Dagværk var bragt tilende
Men der er hun jo selv! med de vindlette Fjed
Menneskene tale meget om min Troskab og Fornuft
Mennesker uden Kummer leved der aldrig
Midt i de svale Bølger staaer Slottet med Spir og Sal
Midt i den lyse Verden staaer der et underfuldt Træ
Min Elskede tog den fine Pen
Min Fader, han var en Konge bold
Min fordums Lykke, al min Ungdoms Glæde
Min stolte Herre, du sætte dig ned
Mod Træet lænet, med sardonisk Smil
Mø fra Bjerget, med den blide Røst
Mørket alt nærmed sig sort
Maa jeg see det Blad efter Dem
Maanen hviler, i de bløde Skyer
N
Nej, nu bliver Lænken mig alt for tung
Nu brister alle Knopper
Nu er det færdigt, det herlige Tag
Nu farvel, du sälla strand!
Nu har jeg levet og sværmet og leet
Nu lad mig dog engang dig ret beskue
Nu springer Linden ud
Nu vil jeg dog, før jeg skal dø
Naar nogen siger dig, man kan
Naar Pøbelen ham hudfletter
Naar Verdens Larme tie
O
O du, som, skjønt saa ung, dog meer
O Fader du, som kjender
O gid det var Sommer, saa varm og saa blid
O gid jeg var en lille Fugl
O, gid jeg var Konge af Engelland!
O Gru, mens Livet frejdigst sad paa Dækket
O, hvis en Ungmø jeg havde med Blomster
O, kunde jeg i Sang saa godt fremføre
O, lad mig døe en Sommerdag
O liflig er Luften, og dufter saa sund
O Regens, du deilig Vænge
O underfulde Blomme
O Venner, paa en Skillevej
O, vær mig tro, som du paa mig kan stole
Og dette svulmende Dyb af Kjærlighed
Og hvorfor skal vi skilte være
Op, gamle Gutter, I, som tidt
Op med Sangen, ned med Sukke
Over Bretlands Taagefjelde svæver rastløs, uden Fred
Over dit Hoved Stjerner ile
P
Pris være den Mand, som engang fik Lyst
Pris være den Mand, som i Sinde fik
Paa det aftalte Sted. Men hun er der jo ei
Paa Grevepladsen tæt sig Folket flokker
R
Ren og skjær som Mø i Uskyldsstand
Risets store Dag vil komme
Rosen blusser snart i Danas Have
Rusaaret er paa Bagen
S
Salige, glade Blomster, I, som bare
Se, da gned sine Hænder hans gamle ærværdige Fader
See god Dag, Hr. Filister! De befinder Dem vel?
See mig dog engang i Øiet
Seer du paa Livet ud, dig tvende Veie sig aabne
Siig, har I seet min Elskerinde
Sin Elsker ei Diana meer fortrylled
Sjæl, som speiler dig i disse
Smuk og from som sjælden nogen
Solen stiger af Jordan op
Som denne Green Syriner
Som disse klare Strømme, som Lysets gyldne Flammer
Som en Plads, hvor stille Grave
Som et Barn du bange træder
Som Nattens klare Stjerner
Sonettens og Ottavens søde Tone
Sov, du lille søde
Sover sødt, I Arme
Stakkels Blad, som gult og vissent
Stakkels Tartar, o tag dig i Agt!
Stille, stille nu herinde!
Stille tav det gode, muntre Hjerte
Stolte Stenblomst
Stærke, dybe Vemodstoner
Syv Solstraaler mødte engang en Morgenvind
Søde Sommer, er du borte
Saa mange Liv ei gjemme Havets Bølger
T
Talefrihed, Talefrihed ordnes skal i Danmarks Dale
Til den unge Mø, som hos ham sidder
U
Under Mandeltræets milde Skygger
Ung og smuk — og elskelig som Vaaren
V
Var det en Konge, som gik til Gud?
Ved Bordet, sødt beruust af Elskov
Ved en Reise kan du lignes
Ved et Markskjæl sidder gamle Klantza
Ved Orientens fjerne Kyst
Vi talte om Kunst i Farver og den, som virker i Marmor og Gibsen
Vil I et Æventyr høre?
Vinteren kommer og Sommeren gaaer
Vor Bøgelund, som nys Du saae
Vor Munterhed med Troen er forsvunden
Vær hilset paa vore Strande
Vaaren sig nærmer, nu svulmer og bæver
X
Xerxes, Perserkongen, løfted harmopfyldt det brede Sværd
Ø
Øjet dvæler gjerne, hvor