Han hørte Nattergalen og Fjeldfossens Fald,
Og spændte Sølverstrenge over Skildpaddens Skal.
Da gik en Klang fra Strengene, saa mægtig, dyb og blød,
At Fuglene taug stille, og Floden ikke flød.
Da han gik ind i Skoven, og Strengen klinge lod,
Kom Tiger, Ulv og Løve, og slikkede hans Fod.
Og, hvor han gik, de fulgte ham som ydmyge Lam; —
Og Slangen kom fra Dybet, og lytted efter ham.
Da han gik ud af Skoven, og høit han Lyren slog,
Sprang alle Træer fra Rode og efter ham de drog. —
Og da han kom til Bjerget, da skilte det sig ad,
Og Stenene sig løsned og dandsed med i Rad.
Han kvad: „I Stene, bygger mit Slot i Dalens Skjød!“
Og Stenene sig ordned, og gjorde som han bød.
Han kvad: „I Træer, I vorde til Haver og Alleer,
„Med kølige Løvsale, hvor Solen ei man seer!“
Og alle Træer standsed; de stilled sig i Rad
Og Kredse, og en Skygge sank ned fra hvert et Blad.
Han kvad: „Hæv dig som Vandspring, du Strøm fra høie Fjeld!“
I blanke Marmorskaaler da sprang det stærke Væld.
Han kvad igjen: „Ved Porten I vilde Dyr skal staae,
Som Vagt mod mine Fiender!“ og see, det skeete saa!
Men dengang Jorden slumred, af Solens Lys forladt,
Og ensom end han Strengen slog i den stille Nat;
Kom Stjernerne ned til ham, og dandsede i Chor, —
Og Jorden blev til Himmel, og Himlen blev til Jord!