Sjæl, som speiler dig i disse
Skjønne, milde Træk,
Straaler selv fra Fingrens Spidse
Frem saa uskylds-kjæk, —
Synger, skjønt din Læbe tier,
Klart med Øiets Røst
Fromheds Englemelodier,
Sindets hulde Trøst! —
Lad med Varme dig omfatte
Blot en Stund af mig!
Lad mig blandt mit Mindes Skatte
Ogsaa tælle dig!
Lad, som Dands og Toner gynge
Sig i Bølgetakt,
Med min Sjæl dig sammenslynge
I en flygtig Pagt!
Seer min Kind du, hvor den brænder,
Naar du møder mig?
O, hvor bæve mine Hænder,
Naar de røre dig!
Ak, din Elsker nær vi ere — — —
Mærked han min Ild?
Nei, den, du har kjær, maa være
For galant dertil!