Over Bretlands Taagefjelde svæver rastløs, uden Fred,
Tidt en Skygge; Stormens Vinger er dens Klædning, er dens Fjed.
Hæftig Armen sig bevæger, som den Tordenkilen holdt;
Og et blegt Apollohoved træder ud af Skyen stolt.
Og der høres stærke Toner som om tusind Strenge sprang,
Som om Havet og Orkanen i en brusten Harpe klang.
Og der hæver sig en Stemme; dæmpet klager, truer den,
Og den som i Drømme taler, bæver gjennem Luften hen:
„Jeg vil bort, du blonde Kvinde, bort fra dig, fra Nordens Snee
Paa de lange, lange Reiser, aldrig meer du mig skal see.
„Denne tvungne, lunkne Tale, dette Haandtryk dødt og flapt,
Kan jeg ei udholde længer, jeg for Kulden er ei skabt.
„Gaa du kolde, kolde Kvinde, du har aldrig Elskov kjendt.
Fjernt mod Syd, mod Varmens Hjemstavn, er min Hu, min Attraa vendt.
„Hvor jeg saae en Grækerinde med en dunkelbrunet Kind,
Med et Haar som sorte Bølger, med Vulkanens Flammesind,
„Med en Hals og Barm som Havet, skummende af Glædesild,
Dengang Aphrodite fødtes med det evige Skjønhedssmil;
„Med et Luevæld af Læber, glødende i Purpurpragt,
Med en Røst, som salig bæver ved de søde Sanges Magt;
„Med et Hjerte, nei med fyrig Sandseglædes rige Høst,
Hjerte — hvo vel spørger derom under Øieblikkets Lyst? —
„Og i Hellas’ svale Lunde maa hun møde mig i Kvæld,
Eller i en Klippehule offre mig sit Liv, sin Sjæl. — —
„Naar saa Tiden for os smelter til et eneste Minut,
Da maa Jorden styrte sammen, Klippens Traade vorde brudt.
„Det var stolt saa brat at ende — i en Ruus af himmelsk Lyst,
Gjennem Glædens Dyb at stige op paa Evighedens Kyst! —
„Før mig til en Grækerinde med et Blik som Nattens Lys,
Gnistrende fra Mulmets Teppe! — lad mig døe ved hendes Kys!” —