Du har jo seet det stakkels Rør, som staaer foruden Løv,
Som vakler ved den mindste Vind og bøier sig i Skov.
Du kjender Rankens bløde Kvist, som ei kan sætte Knop
Og Frugt, naar ei til Almens Kraft den kjærlig slynges op.
Jeg Røret var: for hver en Vind jeg vakled hid og did.
Jeg Ranken var, og ingen Alm mig styrkede til Strid.
Og udenfor der var det mørkt, og Regnen strømmed ned,
Og i mit Hjerte var der Sorg og Tvivl og ingen Fred.
Da rev et Vindpust Vindvet op og Ruden brast med Støi,
Og indad paa en gylden Sky et lidet Væsen fløi.
Det svæved mod mit Hovedhaar, og mod min Mund og Bryst.
Det sagde: „i din største Vee skal jeg dig skjænke Trøst!”
Og i min Haand det trykked fast sig som en trofast Ven:
Da mærked jeg først, at det var ei Andet end — en Pen.