Gyldne Letsind, hvorfor vil du fra mig flygte? —
Du, som før saa lystig
Med mit Hjerte spøgte,
Du, som før saa trøstig
Løfted Tanken over
Livets tørre Jævnhed, Livets vrede Vover? —
Du, som gav mig Vinger paa den tunge Vandring,
Hvirvled for min Fod mig
Flagrende Forandring,
Du, hvis Latter lod mig
Aldrig før forsage:
Hvad, din Magt berøvet, har jeg nu tilbage?
Hvad er Tro, hvad er vel Salighed paa Jorden?
Hvad er Tillid, Viden,
Evig Verdensorden?
Hvad er Liv i Tiden?
Hvad er varig Lykke?
Hvad er Guld og Elskov? Hvad er Aandens Smykke?
O jeg kjender ikke disse Herligheder,
Ene jeg tilbage
Staar foruden Leder.
Seer kun Sommerdage
Som en Ager mejet. —
Letsind, intet, intet uden dig jeg ejed!
Hulde Letsind! hvorfor er fra mig du veget,
Som din hellige Latter
Aldrig før har sveget?
Lysets lette Datter,
Kom med gyldne Dage!
Røv mig Livet, eller kom igjen tilbage! —
Lille Barn kom til mig, end mit Hjertes Nød!
Du, som aldrig hviler,
Sæt dig paa mit Skjød
Du, som altid smiler,
Lad dig atter see:
Jeg kan ej begribe, hvor man dog kan lee.