O Gru, mens Livet frejdigst sad paa Dækket,
Mod Aften, Thor med Død fra Thrudvang kjørte
Jeg Lynets Kiler saa, jeg Tordnen hørte,
Og Damerne, samt Skibets Hund forskrækket
Krøb i Kahytten ned, hvor hine dækked
Sig til med Køjens Bolster; ingen rørte
Sig meer af Skræk. Men nærmere sig førte
Det stolte Syn, som den Gang os kun gjækked.
Thi mens det stærkere sig monne nærme,
Saa jeg, af Gudens Ildhaand mod mig slynget
En Straale! dog den sank bag Agterspejlet.
Alt bad min Sjæl jeg Odin at beskjærme;
Men Skibet ikkun Ægir voldsomt gynged. —
Ak, denne Gang har, Skæbne, vist du fejlet! —