Der en flygtig Stund vi mødtes her,
En flygtig Stund i Vaarens friske Dage,
Og Livet bar endnu sit Rosenskjær,
Og Tanken fløi ei frem og ei tilbage.
Du var et Barn og jeg var ikke meer —
Mig rørte dybt din Venlighed og Mildhed.
Vi skiltes; og først ved dit kolde Leer
Jeg atter vier dig en Stund i Stilhed.
Nu er det længe siden. Ingen dig.
Du stille Barn, vel ændsed eller kjendte.
Maaskee det var kun derfor, at til mig
Din skyldfri Sjæl et Øieblik sig vendte.
Hin Stund staaer i mit Mindes Blomsterbed,
En Rose lig, hvis Knop skal aldrig brydes;
Thi Verden ødsler ei med Kjærlighed,
Og vee den, som forsmaaer, hvad sjelden bydes!
Den Verden, som en Kvinde i sit Bryst
I Ærbarhed og Kydskhed slutter inde, —
Hvo aner vel dens Omfang? — Til dens Lyst,
Dens tause Smerte, hvo kan Veien finde?
Hvis du fornemmer dette Suk, som jeg
Dig sender medens Vaarens Stjerner tindre,
Saa veed du, at jeg glemte dig dog ei,
Jeg kjendte Skatten, fængslet i dit Indre.
Jeg vil ei ønske Dig at slumre sødt —
Nei! for at vaagne, gik din Sjæl tilhvile,
Og for at kvæges ved det Morgenrødt,
Som bryder frem, naar evige Aander smile:
O, syntes denne Jord dig mørk og tom —
Nu skal det Dunkle klares for din Tanke,
Og du skal eie, hvad du drømte om,
Et Dyb af Kjærlighed foruden Skranke.
O, tvivler Nogen, at der er en Gud,
At efter Tiden følger Evigheden —
Hvor skulde Hjertets Blomst da foldes ud,
Som blev kun halvudviklet Knop herneden?
Og skulde den, det Skjønneste af Alt,
Forglemt forgaae, utilfredsstillet, sløvet?
Og skulde den, naar grumt den her blev kvalt,
Ei som en Fønix svinge sig af Støvet?