Hvorfor fængsler mig det Dunkles
Hemmelighedsfulde Magt?
Hvi fortryller mig de sorte
Øines stolte Flammepragt?
Hvorfor elsker mest jeg runde
Skuldre og et fyldigt Bryst,
Naar et Hav af dunkle Lokker
Bruser mod den hvide Kyst? —
Denne blide, blonde Fromhed
Mig altfor idyllisk er,
Mat som Luftens Middagsklarhed,
Som et lysgraat Taageveir.
Kun i Nattens Stilhed stiger
Havfruen af Søens Bugt,
Og med Strængelegen følger
Nattergalens Toneflugt.
Kun i Nattens Mørke funkler
Stjernen fra sit høie Hjem;
Og kun i det Dunkle gnistre
Sjælens Funker kraftig frem.