Et Stikbrev
(Som alle ærede Bladredaktører bedes at optage).
(Som alle ærede Bladredaktører bedes at optage).
Det gjøres herved vitterligt
For Godtfolk rundt i Landet,
At tværtimod Fornuft og Pligt —
Den Sag er rent forbandet —
En stærkt forgjældet, slet Person,
Lidt slidt paa Overfladen,
Har uden lovlig Permission
Sig absentert fra Staden.
Foruden mangt et Rykkerbrev
Fra Skræder og Forsaaller
Han skylder os, som dette skrev,
Et Par private Boller, —
Diverse Piber god Tobak,
— Den sidste lidt kun dued —
Samt noget af den jævne Snak,
Som ofte før os hued.
At vi gad vide, alle Mand,
Som saa af ham blev plattet,
Hvor han er rømt „i disse Land,”
Den Ting enhver har fattet.
Men for Personen fat at faa,
Paa Politiets Vegne
Samt egne, vi ham sagtens maa
Lidt nærmere betegne.
Af Bygning, Væxt han middel var,
Af Bakkenbart kun liden,
Men, hvad den mangler, Næsen har,
Og Halsen, — den har Vidden.
Han er lidt stærblind, seer ej godt,
Men vil han see, da stiller
Han som to Hjul for Øjet graat
Sin salig Mosters Briller.
Hans Navn, det skrives H. v. B.
Just som hin kielske Lektor,
(Dog han det bytted alt maaske),
Hans Rang er Peblingrektor.
Men, naar han faar en Pibe fat,
Mærk eder det I Jyder,
Og bliver bag sit Bæger sat,
Han Navnet Vilhelm lyder.
Han skriver Vers, skjønt ej paa Fransk,
Dog bedre, end den Kieler,
Han paa et bredt og vakkert Dansk
Sin Skrift og Tale stiler.
Kun, naar en Drik, som ej er bedsk,
Man i hans Krater gyder,
Da strax Latin, Hebræisk, Græsk,
Fra ham i Strømme flyder.
Og dernæst langt fra daarlig han
En Æggepuns tillaver.
Han ganske opvakt være kan,
Dog stundom lidt „Kadaver.”
Forresten var han brav og from
Af Sindelag og Sæder,
Og ingen skulde tænkt det om
Ham, at han blev Forræder.
Thi er vor tjenstligste Begjer
Til alle Kjøn og Klasser,
At naar slig Desertør I seer,
Paa hvem Signalet passer.
I strax anholde ham, og trods
Al Modstand slip ham ikke,
Men ham vel emballert til os
Mod en Douceur I skikke!