I Kirken ringes ind en Fest,
Som skal vort Hjertes Vaar beskjærme, —
For Herren, som blev Jordens Gjest,
Og sig som Barn os monne nærme.
Nu tændes Lys i hver en Krog,
Studenten lægger Pen og Bog:
Een Gang om Aaret bør han dog
I sine Barndomsdrømme sværme.
Ei Kirken end sit milde Baand
Omkring os alle fast har slynget.
End ei for Troens Lampeaand
Hver Tvivl vortveg, som os betynged.
En Kirke dog der er, hvori
Vor Tanke mødes klar og fri:
Den glade Barndomstid, da vi
Som Fugl paa Kvist i Livet gynged.
Vor Julestjerne var et Blus
Af Kjærter smaa i Stuen hjemme.
Et Juletræ var det Guds Hus,
Hvor vi vor Andagt lod fornemme.
De Æbler, som paa Grenen hang,
Var Klokkerne, de gav ei Klang: —
Vi ringed selv en Jubelsang
Af fulde Bryst, med freidig Stemme.
Derhjemme, fjernt i Land og By,
Der sidde nu de Frænder kjære,
Og sende mangt et Suk mod Sky
For os, som her forsamlet ere.
Men for at mildne vore Savn,
Vi drog til vor Forenings Havn;
For Barnets Fryd, for Frændefavn,
Den skal et Surrogat os være.
Lig den, der tyer til Hjemmets Læ
Fra Livets Storm, i barnlig Anger,
Vi reiste os et Juletræ;
Bladguldet end fra Grenen pranger.
Vi tændte de smaa Kjærters Ild,
Men Skjæbnens Lune drev sit Spil,
O Mange maatte blot see til,
Imens de Andre fik Presenter.
Er vi da Børn? — er barnligt Sind
Ei banlyst her fra disse Sale?
Maaskee lidt furet er vor Kind,
Og lidt alvorlig er vor Tale.
Men — kan just ei en Pebernød
End tænde vor Begeistrings Glød,
Kan dog den varme Julegrød
Ved Mindet Hjerterne husvale!