Den himmelske Fastelavn
(Apokalyptisk Ode)
(Apokalyptisk Ode)
Risets store Dag vil komme
Efter Dødens Vinterfavn,
Skjøndt der hist — saa mene Somme —
Holdes ingen Fastelavn.
Jo, den komme vil, den store,
Frygtelige Dommedag;
Da vil Guderne sig more:
Vee da hver en feilfuld Bag!
Lunets Gud i Himmelsalen
Taler saa fra Thronens Top:
„Kald paa Generalfiskalen,
Siig ham, der skal pidskes op.”
Og den store Klager smiler,
Tager sig en vældig Pris,
Saa til Gravene han iler,
Og han svinger høit sit Ris.
Stige da med meget store
Tanker frem af Jordens Favn
De, som ei en Dumhed gjorde,
Som løb aldrig Fastelavn,
Aldrig Katten slog af Tønden,
Aldrig støtted til en Glut,
Aldrig nippede til Synden, —
De vil være reent caput.
Den, som i moralske Tanker
Her i Livet gik og frøs,
Som i Stilhed var en Dranker
Og slap aldrig Gjækken løs,
Den, som aldrig gjørde Løier,
Og som derfor ei blev viis,
Den, som ruged over Bøger,
Han skal have slemme Ris.
Og Mephisto Riset tumler,
Saa det er en Gru at see;
Hver en altfor nedrig Skumler,
De, som aldrig turde lee,
Som kun aad og sov og dreve,
Hver en vranten, muggen Gris, —
De Poeter, som ei skreve,
O, hvor de faae mange Ris!
Hvad prophetist jeg forkynder
Her, det kan I lide paa;
Dog, — hver angergiven Synder
Kan i Aften Aflad faae.
Slaaer da Katten rast af Tønden:
Katten, det er jo vor Skjemt,
Og vort eget Bryst er Tønden.
Hvor den miauer høist beklemt.
Lad et Pokkers Hus os holde,
For at faae for Fanden Fred!
Lad os lave ham en Bolle
Af vor gamle Lystighed! —
Gjøre alle Slags Spektakler,
At vi hist i Paradis,
Ei skal være blandt de Stakler,
Som faaer altfor mange Ris!